For skipper Alex Jensen og makkeren om bord på RI 14 Lena-Kristina har de seneste dage givet et langt bedre fiskeri i forhold til, hvordan det så ud i sidste uge. Men det hænger også sammen med, at de har skiftet farvand i jagten på at hive en bare nogenlunde dagsløn hjem.
– Vi har ligget i Øresund og fisket efter torsk med garn nogle uger. Men det har været et skidt fiskeri med maksimalt 300 kg. torsk om dagen. Og torsk i Øresund giver ikke meget, så vi var nødsaget til at flytte os, fortæller Alex Jensen og afslører, at de er sejlet længere sydpå.
– Nu ligger vi hernede sydøst for Langeland og fisker efter tunger, og det har været bedre end torskefiskeriet. I går fik vi 140 kg. tunger og i dag har vi fået 300 kg. tunger med op, hvilket må siges at være helt godt i forhold til de gode priser, der er i øjeblikket, siger han.
Ifølge Alex Jensen ligger priserne for de tre største sorteringer alle over 100 kr. kiloet i øjeblikket. Med de største til mellem 140 og 150 kr. kiloet.
Når de fanger torsk i de indre danske farvande, lander de fisken til O. V. Jørgensen, men når det er tungefiskeri, er sagen en lidt anden.
– Så får vi dem kørt til auktionen i Hvide Sande. Vi lander normalvis i Spodsbjerg, og så bliver de afhentet, siger Alex Jensen.
De to mand om bord på garnfartøjet er glade for, at man nu kan lade garnene stå nogle dage, uden de er fyldt op med krabber.
– Vi har begge fisket i næsten 40 år, så vi er da begyndt at skrante lidt. Og vi hiver ikke flere garn i dag, nu sejler vi ind med fisken, men så er det fint, at vejret er til, at vi kan lade garnene stå til i morgen. Så kan det endda være, at fisken i garnene tiltrækker endnu flere fisk, siger Alex Jensen.