Mange Østersø-fiskere bruger en stor del af året i andre havne end deres hjemhavn. Det kender de også om bord på SG 92 Gi-Bri, som ligger i Gilleleje for øjeblikket.
– De to bedste måneder for torskefiskeriet i Østersøen er februar og marts. Men det har de jo nu lukket, så hvis vi vil tjene penge, så er vi tvunget ud af Østersøen. Derfor ligger vi nu i Gilleleje og fisker efter jomfruhummer i Kattegat, siger Frank Theodorsen, som sammen med sin bror, Thomas Peter Theodorsen, ejer trawleren SG 92 Gi-Bri.
Han nævner også, at der er en del Østersø-fartøjer i Gilleleje allerede, og han regner med, at der kommer nogle stykker mere snart. Det er blevet svært, hvis ikke umuligt at få en hel sæson hjemme, hvis man er Østersø-fisker.
Da lukkeperioden for torskefiskeriet var ophævet med udgangen af marts, prøvede de at sejle hjem for at fiske. Men der var ikke held med det i år.
– I starten af april sejlede vi hjem til Bagenkop og prøvede at fiske torsk, men der var ikke rigtig nogen i år. Der var til gengæld mange fladfisk. Vi prøvede også et smut i område 24, men der var ikke de torsk, der plejer at være. Torsken begynder at sprede sig fra starten af april, og så er det svært at fiske på dem, lyder det fra Frank Theodorsen.
De har også tidligere benyttet sig af Gilleleje som base for fiskeriet, men det var på en anden tid af året.
– Vi har brugt Gilleleje som base i mange år. Men det var førhen mest i efteråret. Siden de har indført lukkeperioderne i Østersøen, har vi været nødt til også at sejle derop i foråret, siger Frank Theodorsen.
Frank og Thomas Peter har nu ladet fartøjet ligge i Gilleleje og er taget hjem.
– Vi holder sådan set Kr. Himmelfartsferie. Vi mente, det var på tide med en lille pause. Og så skal vi ud og fiske efter jomfruhummer efter ferien igen, siger Frank Theodorsen.