– Natfiskeriet efter jomfruhummer omkring Læsø er rigtig godt i øjeblikket, sådan lyder det kort og kontant fra Erik Vinther Poulsen, der ejer FN 104 Carpe-Diem samt to andre fartøjer.
Han fortæller, at der har været nogle enkelte døgn på det seneste, hvor der er blevet hevet omkring 900 kilo jomfruhummer op fra Kattegats bund sydøst for Læsø. Andre gange er det blevet til mellem 400 til 600 kilo på én nat.
Alle de mange hummere, der finder vej til FN 104 Carpe-Diem bliver afsat til Læsø Fiskeindustri.
– Priserne er faldet lidt, men de ligger omkring 65-75 kroner kiloet. Det er fint nok, men vi har også brug for det efter de sidste tre år, men det er så heller ikke uvæsentligt, at prisen for brændstof er på omkring de seks kroner. Så vi har brug for at tjene på vores landinger, fortæller Erik Vinther Poulsen.
Men Erik Vinther Poulsen ville næppe være en rigtig fisker, hvis der ikke også var lidt at brokke sig over ind i mellem.
– Vores største problem lige nu er de pighajer. Der er kommet landingspligt på dem under en meter, men dem tjener vi bare ikke noget på. De små koster 50 øre, 2’erne giver tre kroner og de store otte kroner kiloet.
– Når man så regner udgifterne ud, så koster det os i sidste ende penge at tage pighajer til tre kroner med i land. Vi tjener ikke på dem, det er bare rent arbejde. Og der er ret mange hajer, og kuller for den sags skyld, i øjeblikket, forleden havde vi tre tons med inde efter godt tre dages sejlads, siger Erik Vinther Poulsen.