Det har været mere end almindeligt småt med fladfisk i den vestlige del af Østersøen siden stormfloden i oktober.
Det fortæller Hans Erik Stærke, der har fartøjet SG 194 Nicolaj i Marstal på Ærø.
– Siden stormfloden har der stort set ikke været nogen fladfisk at fange. Ikke at der var mange før det, men det er gået fra dårligt til værre, siger han.
Han fortæller, at han til gengæld fanger lidt torsk, som han sælger på kajen i Marstal.
Her bøvler han til gengæld med, at de mange sæler i Østersøen gør indhug i fangsterne, og at han højest må lande 50 kilo per tur.
– Jeg bor heldigvis et sted, hvor folk har tradition for at spise nytårstorsk, og jeg får gode priser for de torsk, jeg sælger på kajen. I sommer var der gudskelov også lidt tunger og slethvar, men det har ikke kunnet opveje, at der har manglet en masse rødspætter, siger han.
Han fortæller, at på en god dag har sælerne ´kun´ ædt en fjerdedel af de torsk, han har fået i garnene, og at de på en dårlig dag har ædt dem alle sammen.
Med den gode efterspørgsel på nytårstorsk har Hans Erik Stærke også tænkt sig at fiske mellem jul og nytår.
– Hvis ellers vejret bliver til det, så er det helt sikkert planen, siger han.