Fiskeriet går strygende: Skipper Peter Skov nyder velfortjent ferie

Der er virkelig mange hummere både nordpå og her i Kattegat, fortæller jomfruhummerfisker Peter Skov

Peter Skov, skipper ombord på AS 238 Nordskov, nyder i øjeblikket en velfortjent ferie med god samvittighed. Årets fiskeri efter jomfruhummere har nemlig indtil videre været ganske godt.

– Jeg holder ferie lige nu, fortæller Peter Skov med et smil, da Fiskeri Tidende fanger ham i røret.

– Men vi var afsted for otte dage siden, og der gik fiskeriet rigtig godt, fortsætter han.

Og det er bestemt ingen overdrivelse. De to mand ombord på AS 238 Nordskov formåede at hive mellem 1.100 og 1.600 kilo jomfruhummere ind på blot fem dage. Det er imponerende fangster, især når man tager med i betragtningen, at de ramte et særdeles gunstigt tidspunkt i forhold til prisen på deres fangst.

– Vi fik en rigtig god pris – mellem 90 og 100 kroner per kilo. Vi tog ud samtidig med, at mange andre holdt sommerferie. Jeg tror, den gode pris skyldtes, at der var færre fiskere ude at fange jomfruhummere, så det var god timing, forklarer Peter Skov.

AS 238 Nordskov har de seneste måneder primært fisket i Kattegat, men fartøjet og besætningen har også deres blik rettet mod Skagerrak, når fiskeriet der byder på bedre muligheder.

Peter Skov oplyser, at året startede, som det ofte gør med jomfruhummere om vinteren: sløvt. Men gradvist blev fiskeriet bedre, og på et tidspunkt kom der et boom jomfruhummerfangsten.

– Fiskeriet er meget lige nu – der er virkelig mange hummere både nordpå og her i Kattegat, fortæller en tilfreds Peter Skov, som har planer om at holde ferie et stykke tid endnu.