L 610 Inger Katrine: – Jeg har taget grejet ombord

Der er gjort klar til tobisfiskeriet ombord på L 610, men først skal der fanges nogle hesterejer

L 610 Inger Katrine. Foto: Arkiv

Hesterejekutteren fra Thyborøn var egentlig klar til at begive sig ud på den vilde tobisjagt, da sæsonen blev skudt i gang 14. april, men tobisfiskeriet må desværre vente lidt endnu.

– Jeg havde meldt mig til, men i fredags afmeldte jeg mig igen, da jeg ikke havde fået min licens til rationsfiskeriet, siger fartøjsejer og skipper André Sanders, der fortæller, at der er store chancer for, at han kommer til at melde sig til tobis-fiskeriet.

– Vi har taget grejet ombord, så det bliver ikke så svært at rigge om, hvis vi vælger at gå den vej. Vi havde det hele klart, vi manglede bare den licens, og jeg ville ikke risikere, at vi stod i samme situation, som de store både gjorde 1. april, hvor de først fik deres licens om eftermiddagen. Det betød, at de danske fiskere bare kunne ligge stille og vente, mens deres udenlandske kolleger gik i gang med at fiske tobis.

Hvornår L 610 Inger Katrine rigger om og drager ud på tobisfiskeri, det er ikke helt afgjort endnu, for ifølge André Sanders så lyder meldingerne, at de store både ikke har lavet de store fangster endnu.

– Vi venter, til vi hører noget godt, og så rigger vi om. Det tager ganske få timer at skifte redskaber, men vi skal bare lige i havn og smide rejetrawlet af samt hente nogle døre, men så er vi også klar til tobisfiskeriet, siger han.

Indtil der kommer meldinger om gode tobis-fangster, så holder André Sanders og hans makker fast i hesterejerne, hvilket absolut heller ikke er en dårlig forretning i øjeblikket.

– Mængderne er ikke særlige store, til gengæld er priserne kanongode, vi har bare ikke nok timer at fiske i. Sidst, der fik vi 98 kroner i snit for et kilo, lyder det afsluttende fra Thyborøn.