Den står hovedsageligt på natfiskeri for tiden for hesterejefisker Christian Therkildsen, der har fartøjet RI 323 Kitty Susan i Esbjerg.
– Vi har mest fisket om natten, men efter vi har fået noget vind, har vi også kunnet fange dem i dagtimerne. Det er ikke de vilde mængder, vi får op, men prisen gør, at det stadig kan løbe rundt, fortæller han.
Hesterejerne har på det seneste kostet godt 100 kroner kiloet.
– Hvis de kun kostede 60 kroner, var vi alle gået fallit. Prisen er faldet lidt på det sidste, fra omkring 108-110 kroner til lidt over 100, men det er ikke noget, der vælter læsset, siger Christian Therkildsen.
Alternativet kunne være rødspætter, men det er ikke nogen lukrativ løsning.
– Vi har overvejet at skifte, men prisen på især de små rødspætter er så lav, at det ikke giver mening, siger han.
Mellem fisketurene bliver skibet renoveret, og her spiller havnens faciliteter en vigtig rolle.
– Esbjerg Havn har lavet nye flydebroer, og det er blevet rigtig godt. De følger tidevandet, så vi slipper for at kravle og hoppe om bord. Det skal havnen have stor ros for, siger han.
Der er også nye planer i gang, som vækker optimisme blandt fiskerne.
– Isværket skal flyttes, og vi får et hus, hvor vi kan ordne vores grejer. Det tror jeg også bliver rigtig godt, så det ser vi meget frem til. Det er dejligt, at der sker noget på havnen, siger Christian Therkildsen.