Den hårde Brexit, hvor deadlinen var i morgen, er nu udskudt til senest 31. oktober 2019. Det blev EU´s regeringschefer enige med den britiske premierminister Theresa May om på et ekstraordinært topmøde i Bruxelles.
Mødet var en konsekvens af det manglende standpunkt i Storbritannien omkring Brexit, og den uenighed i det britiske parlament har gjort, at Theresa May bad EU om en forlængelse af fristen for Storbritanniens exit af EU.
Og det accepterede EU´s stats- og regeringschefer, og som Donald Tusk, formand for Ministerrådet, udtrykte det, så er det bedre at få en lille del af kagen end slet intet stykke.
Den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen klyngede sig også til det lille håb.
- Så længe der er liv er der håb, lød det og han fortsatte:
- Vi giver det hele en chance, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Hør iøvrigt hele Lars Løkke Rasmussens kommentar i videoen
Også EU-Kommissionens formand udtalte sig.
- En hård Brexit vil være en katastrofe, lød det fra EU-Kommissionens formand, Jean Claude Juncker.
Og det er nok på den baggrund, at Theresa May igen fik forlænget fristen for en aftale. For hun vendte onsdag igen tilbage til sine kollegaer i Bruxelles for at spørge om lov til en forlængelse af fristen for Brexit, som altså nu rykker fra 12. april til 31. oktober, hvis altså ikke det lykkes for briterne inden da at få et fælles kompromis igennem parlamentet.
Der er tale om en fleksibel deadline for Brexit. Formår de britiske parlamentarikere at nå til enighed om en aftale, de kan få godkendt i EU, så kan de være ude af EU den 1. juni. Dermed slipper briterne også for at iværksætte en valgprocedure for Europa-parlamentsvalget.
Men kan man ikke blive enige i løbet af maj måned, så er brexit-day den 31. oktober 2019.
Endnu engang var der i øvrigt fisk på menuen, da Brexit blev diskuteret. Onsdag aftens middag bestod nemlig af kammuslinger som forret og torsk som hovedret.
Så længe der er liv, er der håb. Det er i dansk interesse, at vi giver det hele en chance - citat Lars Løkke Rasmussen
Artikel 50 i Lissabon-traktaten er den artikel, der gør det muligt at forlade EU. Den artikel aktiverede Storbritannien den 29. marts 2017. Siden er der forhandlet om en aftale for vilkårene for at forlade EU.
I november 2017 fik briterne en aftale, men den er siden nedstemt flere gange i det britiske parlament.
Brexit-day var oprindeligt 29. marts 2019. Den blev siden udskudt til 12. april 2019, og nu er den udskudt yderligere, dog senest 31. oktober 2019. Men bliver der enighed i Storbritannien i maj måned, så er det muligt at forlade EU den 1. juni 2019.