Fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V) har ved et møde i Miljø- og Fødevareudvalget fået tildelt den varslede næse for håndteringen af muslingefiskeri i Storebælt, oplyser Ritzau.
– Det er en alvorlig sag, for hun har lige fået en næse for et par måneder siden, og nu får hun endnu en, så der er efterhånden mange næser i hendes klædeskab, siger Ib Poulsen, som er fiskeriordfører i Dansk Folkeparti.
En næse er en populær betegnelse for, at der udtales kritik af en politikers handlinger.
Tilbage i februar blev Eva Kjer Hansen også tildelt en stor næse af Folketinget. Dengang var det for sin håndtering af muslinge- og østerskvoter.