Fisker overrækker tusindvis af protester til minister

Sydhavn går nu til minister for at forhindre boligbyggeri - men der lyttes ikke.

Over 17.000 protestunderskrifter blev tirsdag afleveret til transport-, byggeri, og boligminister Ole Birk Olesen (LA). Det var bl.a. fisker Brian Kyed sammen med repræsentanter fra Fiskerhavnens Venner, som overrakte underskrifterne til ministeren.

– Helt ærlig, han virkede ikke så interesseret. Det er lidt som at slå i en dyne, siger fiskeren, hvis fiskeri bl.a. er i fare.

Politikerne ønsker at bygge boliger i Fiskerhavnen i Københavns Sydhavn, og det vil bl.a. gå ud over Stejlepladsen, som fiskerne bruger til deres bundgarn og pæle. Stejlepladsen er fredet, men ved at få trumfet et lovforslag om affredning igennem kan byggeriet blive en realitet.

– Det virker til, at de har besluttet sig, siger Brian Kyed.

Metrobyggeriet?

Ministeren var derfor heller ikke af mange ord, forklarer fiskeren.

– Han sagde blot, at det var nødvendigt for at skaffe penge til metroen, siger Brian Kyed. København Kommune har en gæld for metrobyggeriet, men ifølge ministeren skal pengene dog gå til en Sydhavns Metro.

– Det var en ny forklaring, siger Brian Kyed forundret, som også noterede, at ministeren kort kommenterede på Stejlepladsen og fiskeriet:

– Han sagde, at det ikke ville komme til at gå ud over Stejlepladsen. Men det er der altså ingen, der har sagt til mig.

 

Bebyg Mols Bjerge

Hvad der kommer til at ske nu, er derfor ganske uvist – ikke kun for Sydhavn, men hvad med næste gang et fredet område står i vejen for kolde kontanter.

– Hvad bliver det næste? Skal vi så affrede Rold Skov eller Mols Bjerge, siger Brian Kyed, som desværre ikke fik nogen kommentar på spørgsmålet fra Ole Birk Olesen.

Fredag d. 22. februar fik overborgmester Frank Jensen også besøg og en stak kopier.