Muslingefiskeriet i Limfjorden står ved en skillevej.
Hvis der fortsat skal være et begrænset fiskeri efter muslinger i fjorden, skal myndighederne levere på fem konkrete punkter, lyder det fra Danmarks Fiskeriforening og Centralforeningen for Limfjorden.
Det fremgår af en fælles henvendelse til miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF), hvor foreningerne samtidig gør det klart, at fiskerne er indstillet på at stoppe fiskeriet, hvis der ikke kan findes en løsning.
Den første forudsætning er, at fiskerne igen får adgang til at omplante muslinger. Det vil mindske iltsvindet, gavne muslingebestanden og skabe et bedre grundlag for fiskeriet.
Den anden er, at der skal være klarhed om reglerne for motorkraft. Danmarks Fiskeriforening og Centralforeningen for Limfjorden har foreslået livemonitorering som en løsning på dette.
Den tredje er, at der skal være mulighed for fiskeri og omplantning i Lovns Bredning og Løgstør Bredning, der begge er Natura 2000-områder. Det skyldes, at det er her, størstedelen af muslingerne i Limfjorden fiskes.
Den fjerde er, at kvoten på hjertemuslinger adskilles fra kvoten på blåmuslinger, og den femte er, at der gives dispensation for de nuværende dybdegrænser.
– Der skal leveres på de fem punkter for at sikre, at der er en fremtid for muslingefiskeriet i Limfjorden for et mindre antal fartøjer. Såfremt der ikke kan leveres på de fem punkter, skal der laves en afviklingsplan for hele fiskeriet efter muslinger i Limfjorden, lyder det fra Danmarks Fiskeriforening og Centralforeningen for Limfjorden.
Herefter følger i henvendelsen til ministeren en række forslag til, hvordan en afviklingsplan for fiskeriet kan se ud. Det drejer sig først og fremmest om, at fiskerne skal have en ”fuld og fair” erstatning for deres fartøjer og fiskerettigheder.
– Muslingefiskerne har længe været holdt på pinebænken. Derfor opfordrer vi til, at det her forslag hurtigst muligt behandles. Der er brug for en afklaring i 2026, så de berørte fiskere kan komme videre, lyder det i henvendelsen, der er underskrevet af Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, og Bo Husted Kjeldgaard, formand for Centralforeningen for Limfjorden.
Miljøminister Maria Gjerding udtaler i en kommentar til TV Midtvest, at hun arbejder på en løsning.
– Mit ministerium arbejder i flere spor på en løsning, blandt andet på at opnå EU-støtte til ophugning, som flugter med fiskernes forslag i deres brev, og jeg har været i dialog med EU-kommissæren om sagen. Målet er at kunne etablere en støtteordning allerede i år.