Fremmødet var stort, da Søren Gade i går åbnede den 26. udgave af DanFish International. Åbningen fandt sted i messehal B og blev indledt med taler fra henholdsvis administrerende direktør i AKKC, Nicolaj Holm, og Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, der begge bød udstillerne og de mange besøgende velkommen til Aalborg og ønskede alle en god messe.
Herefter gik ordet videre til den 56-årige Venstrepolitiker og næstformand i EU-Parlamentets fiskeriudvalg, Søren Gade, som i sin tale benyttede lejligheden til at hylde det dansk fiskerierhverv, ligesom han udtrykte stor begejstring for DanFish-messen som internationalt mødested.
– Fiskeriet har stor betydning for Danmark. Og når man ser ned over listen af virksomheder, der deltager her på messen, minder det om, at Danmark er en stormagt inden for fiskeriet. Vi er en af de største eksportører af fisk og fiskeprodukter på verdensplan, og Danmark er platform for international handel med fisk. Vi har en høj produktivitet og værditilvækst i industrien, fordi vi er med helt fremme teknologisk, lød det blandt andet fra Søren Gade.
Dernæst skulle det røde bånd klippes over, hvilket en robot fra virksomheden Intech, som i dagens anledning var specialprogrammeret til netop dette formål, fik æren af, efter Søren Gade havde trykket på den grønne knap. Normalt bruges robotten ikke til åbning af fiskerimesser, men derimod til fileteringsopgaver i fiske- og industribranchen, hvorfor dette sjove indslag bragte masser af smil på læberne hos publikum.