Fang jomfruhummer – men på rationer

Danmarks Fiskeriforening anbefaler jomfruhummerfiskerne at fiske på rationer fra kl. 00.00 d. 3. april

Fartøjer under 12 meter kan fiske 300 kg store og 90 kg små jomfruhummere. Fartøjer over 12 meter kan fiske 500 kg store og 150 kg små jomfruhummere.

Sådan lyder de nyeste opfordringer fra Danmarks Fiskeriforening til de danske jomfruhummerfiskere. På baggrund af corona-krisen har en enig bestyrelse i Danmarks Fiskeriforening besluttet at følge en indstilling fra det nye jomfruhummerudvalg og anbefaler et begrænset fiskeri efter jomfruhummer i uge 15.

I den forgange uge opfordrede Danmarks Fiskeriforening fiskerne til helt at indstille det direkte fiskeri efter jomfruhummere, men for den kommende uge fra fredag d. 3. april 2020 kl. 00:00 åbnes der altså igen – men med begrænsninger. For markedet for eksport af delikatesserne er stadig under hårdt pres på grund af corona-krisen.

 

Stadig et fersk marked

– Målet er at holde et fiskeri i gang, som netop kan tilfredsstille det nuværende lille ferske marked. Der er fortsat opkøbere, som efterspørger jomfruhummere, og de skal ikke gå forgæves. Så vi skal fiske, så det giver mening – det er en svær balancegang, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

  Det er markedet for ferske hummere, som vi skal holde fast i og sikre, at vi ikke mister på den længere bane, tilføjer Claus Hjørne Pedersen, der er formand for det nye jomfruhummerudvalg.

Og jomfruhummerudvalget har netop været i kontakt med de vigtigste opkøbere, der bekræfter, at der er et marked for de ferske jomfruhummere – især de store og dagsfangede hummere.

Derfor råder opkøberne også til, korte fangstrejser og til at fokusere på fangst af store jomfruhummere.

Udvalg følger udviklingen

Som sagt, kommer de kraftige anbefalinger om rationer efter en uge, hvor Danmarks Fiskeriforenings opfordring var helt at indstille det direkte fiskeri efter jomfruhummere. Det skete som følge af corona-krisen. Efterspørgslen på 1. klasses spisefisk og skaldyr som jomfruhummere er desværre reduceret kraftigt.

Danmarks Fiskeriforening nedsatte i den forbindelse også et nyt jomfruhummerudvalg, som løbende kommer med deres anbefalinger til Danmarks Fiskeriforening. Det har de allerede gjort, og på den baggrund anbefaler Danmarks Fiskeriforening nu rationerne.

Udvalget er ekstraordinært aktiveret som følge af corona-krisen. De vil holde nøje øje med udviklingen på jomfruhummermarkedet og kommer med nye indstillinger fra uge til uge. Næste møde er planlagt til tirsdag d. 7. april, og næste udmelding fra Danmarks Fiskeriforening kommer før påske; d. 8. april.

Fiskerne betaler igen prisen for politisk svigt i Østersøen

Selv om fiskeriet i forvejen er stærkt begrænset i Østersøen, har Ministerrådet besluttet at reducere fiskerimulighederne yderligere i 2025

Fiskerne betaler igen prisen for politisk svigt i Østersøen

Selv om fiskeriet i forvejen er stærkt begrænset i Østersøen, har Ministerrådet besluttet at reducere...