Nu er rationerne vigtige som aldrig før

Læsø Fiskeindustri har indført yderligere tiltag for at begrænse landinger, og DFPO opfordrer alle til at efterleve rationerne
24 apr 2020

Hvis ikke det stod klart før, så gør det det nu!

Corona-krisen har sit tag i fiskeriet, og især jomfruhummerfiskeriet er stærkt mærket. I dag har Læsø Fiskeindustri meddelt, at deres kapacitet er fuldt udnyttet, og at de derfor helt ekstraordinært har bedt jomfruhummerfiskere fra Læsø om at lande hos fiskeauktionerne i stedet for til Læsø Fiskeindustri.

- Det er en meget svær og beklagelig situation. I lyset heraf opfordrer vi fiskerne på det kraftigste til at efterleve vores anbefalinger for at begrænse jomfruhummerfiskeriet. Tænk jer godt om. Lige nu er rationerne vigtige som aldrig før, opfordrer Kenn Skau Fischer, direktør i Danmarks Fiskeriforening.

Danmarks Fiskeriforening kommer hver uge med deres anbefalinger for et begrænset fiskeri af jomfruhummere under corona-krisen. På grund af corona-krisen er markedet for fersk fisk og i særdeleshed jomfruhummere, som eksporteres til Sydeuropa, stærkt nedadgående, og for at markedet kan følge med er der altså sat begrænsninger på, hvor meget der bør fiskes. Onsdag kom anbefalingerne for den kommende uge.

Situationen tilspidser nu, med Læsø Fiskeindustris yderligere tiltag for at begrænse landingerne.

- Læsø Fiskeindustri er en vigtig aktør på jomfruhummer-markedet. Med de nye begrænsninger fra Læsø Fiskeindustri får markedet svært ved at absorbere de mængder, som de normalt aftager, påpeger Kenn Skau Fischer. 

Som følge af corona-krisen har et enigt forretningsudvalg i Danmarks Fiskeriforening fulgt en indstilling fra jomfruhummerudvalget om et begrænset fiskeri af jomfruhummer i uge 18.

Det betyder, at det fra mandag 27. april 2020 kl. 00:01 til søndag 3. maj 2020 kl. 23.59 anbefales at lande følgende rationer:

Fartøjer under 12 m:

  • 500 kg store jomfruhummere 
  • 150 kg små jomfruhummere  

Fartøjer over 12 m og under 19 m:

  • 750 kg store jomfruhummere 
  • 225 kg små jomfruhummere

Fartøjer over 19 m:

  • 1.000 kg store jomfruhummere 
  • 300 kg små jomfruhummere

Læs mere om:

Flere Nyheder