Folketingsmedlem Per Larsen, der er fiskeriordfører for Det Konservative Folkeparti, besøgte i denne uge Læsø. Formålet med turen var at tale med Læsø-fiskerne om kameraovervågning af fiskeriet i Kattegat.
Det er fiskernes bifangst af torsk, der er årsag til, at fiskeriminister Mogens Jensen (S) vil indføre kameraovervågning af fiskerne i Kattegat. Det skyldes, at torskebestanden er truet i Kattegat. Det er et tiltag, der har gjort fiskerne vrede, hvilket den konservative fiskeriordfører Per Larsen har stor forståelse for.
Per Larsen tog derfor med ombord på Læsø-kutteren FN 81 for at fiske jomfruhummere. Han fulgte skipper Brian Valentin en hel nat, og kunne med selvsyn konstatere, at kameraovervågning vil være en voldsom krænkelse af fiskernes frihed.
– Jeg så ved selvsyn, hvordan man sorterer fiskene, og jeg må sige, at ministerens påstand om, at man ikke vil filme fiskerne, det kan simpelthen ikke lade sig gøre”, siger Per Larsen. ”Derfor kan jeg godt forstå, at fiskerne er modstandere af kameraovervågning, som jo kommer oveni al den anden kontrol, der foregår, siger Per Larsen, fiskeriordfører for Det Konservative Folkeparti.
Efter turen på havet mødtes Per Larsen med en gruppe lokale fiskere. Her blev han præsenteret for et konkret forslag, som han nu vil arbejde videre med.
– Fiskerne kommer med et virkelig godt forslag, som jeg fuldt ud kan tilslutte mig. Det går på, at vi freder torsken i hele Kattegat. Det vil betyde, at man helt stopper fiskeriet af torsken, og så kan den få fred til at udvikle sig til en bæredygtig bestand, siger Per Larsen:
– Det synes jeg er genialt, for hvis vi dropper den tvungne kameraovervågning, og samtidig dropper fiskeriet af torsk i Kattegat, så den årlige kvote på 60 ton torsk slet ikke bliver fisket, så har vi både gjort noget godt for fiskeriet og noget godt for torskebestanden. Det vil jeg forsøge at få igennem på Christiansborg, siger Per Larsen, konservativ fiskeriordfører.