Mandag aften gik den konservative fiskeriordfører Per Larsen ombord på Læsø-kutteren FN 81. Sammen med skipper Brian Valentin, der er formand for fiskerne på Læsø, samt en fisker mere, deltager han i nattens hummerfiskeri i Kattegat.
Baggrunden for turen er, at fiskeriministeren har planer om at indføre kameraovervågning af fiskeriet i Kattegat for at kunne kontrollere, at fiskerne ikke snyder med bifangsten, og smider små fisk ud i havet igen. Det har medført, at de danske fiskere nu er utilfredse.
– Jeg forstår godt, at fiskerne er i oprør. Jeg synes heller ikke, at kameraovervågning er en god løsning, siger Per Larsen, der er medlem af folketinget og fiskeriordfører for Det Konservative Folkeparti.
– Derfor er jeg taget til Læsø for at møde dem, det går ud over. Jeg kan ikke love, at vi kan ændre ministerens holdning eller fjerne kameraerne. Men jeg kan langt bedre tale fiskernes sag, når jeg med egne øjne har set, hvordan fiskeriet foregår, og hvor stor bifangst, der reelt er tale om, siger Per Larsen, der ikke har opgivet at finde en alternativ løsning, der kan stille både fiskerne og myndighederne tilfredse.
– Jeg har ikke en løsning med i rygsækken, når jeg drager ud på hummertogt. Men jeg håber, at nattens fiskeri og samtalen med fiskerne ombord på FN 81, vil gøre det muligt at finde en god løsning. For i mine øjne er overvågning med kameraer ikke en god løsning, siger Per Larsen fra de konservative.
Nattens hummerfiskeri bliver fulgt op med et offentligt møde tirsdag formiddag i Bødehuset på Østerby Havn. Her mødes Per Larsen med fiskeindustrien på Læsø og repræsentanter fra Læsø-fiskerne.