Foto: Lauritz.com
Lauritz.com har netop sat verdens sandsynligvis største klump fossilt kopal eller ungt rav på auktion.
Klumpen vejer mere end svimlende 275 kilo. Kopalet er fundet i Skagerrak, hvor en fisketrawler har fået klumpen i nettet på bunden af havet. Klumpen er siden landet i Hanstholm Havn, men kan oprindeligt være kommet til Skagerrak helt fra Tyskland med en gletscher, der har bevæget sig nordover.
Du finder den på auktionen her.
Tidligere har fiskere fra Hanstholm også fanget en stor klump kopal.
Fra slutningen af sidste istid
Den kolossale kopalklump stammer antageligt fra slutningen af sidste istid; og er dermed ca. 20.000 år gammel. Auktionshuset har bla. fået det unge rav undersøgt af geologer fra Naturhistorisk Museum, Aarhus, der bekræfter ægtheden og gætter på alderen.
– Vi var ved at tabe både næse og mund, da vi så den enorme klump. Jeg har aldrig set noget lignende. Den er jo utrolig smuk på sin helt egen rustikke, upolerede måde og så dufter den markant, men lækkert af harpiks. Jeg forstår godt, at kopal har været og stadig bliver brugt i forbindelse med forskellige ceremonier. Duften skaber en særlig stemning, siger Ané Gyldholm, filialdirektør hos Lauritz.com Aarhus.
Vinderen af auktionen må dog væbne sig med tålmodighed, hvis hun eller han drømmer om, at klumpen skal udvikle sig til verdens største klump rav! Der går nemlig nogle millioner år endnu.
Kopal er en fællesbetegnelse
Fossilt kopal er en fælles betegnelse for en række forskellige sorter af harpiks. Kopal er dermed en slags forstadie til rav.
Så det vil fordre adskillige millioner år på bunden af havet, før kopal udvikler sig til det rav, vi bruger i smykker og som samleobjekter i dag. Der findes også helt ungt eller nutidig kopal, der bla. bruges til at fremstille lak og tidligere har været brugt som råvare til bindemiddel i maling.
Nogle typer af kopal dufter meget behageligt, når de afbrændes og har derfor gennem årtusinder været brugt til røgelse i forbindelse med religiøse eller rensende ceremonier; særligt i Sydamerika.