Reduktion i torsk vil skabe problemer i Kattegat

Jomfruhummer i Kattegat har været redningen for bornholmske fiskere. Nu frygter formanden for, at den lave torskekvote stopper det fiskeri

Østersøen – både den østlige og den vestlige – er hårdt ramt af kvotereduktioner på især torsken.
Det problem har nogle af de bornholmske fiskefartøjer tidligere løst ved at sejle i Kattegat for at fiske efter jomfruhummer en del af året.
Men når kvoterne er reduceret, som de er, er det et problem. For torsken kan dermed ende som choke species for alt andet fiskeri i Kattegat, hvis kvoten bliver fisket hurtigt op.

 

– Alle fisk skal med i land, Så jeg kan forudse, at vi kan få nogle problemer, når vi fisker efter jomfruhummere i Kattegat eller Skagerrak, som vi bornholmske fiskere er tvunget til for at overleve. I Kattegat bliver torskekvoten sat ned med 77 procent og i Skagerrak med 50 procent, og det betyder, at når der dukker lidt torsk op, som vi får med som bifangst, så kan vi hurtigt komme til at ramme kvoteloftet for torsk, selv om vi bruger selekteringspaneler for at undgå at fange den. Dermed lukker fiskeriet ned, og vi kan ikke engang få lov at gå på havet efter jomfruhummerne, siger formanden for Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening, Thomas Thomsen til Bornholms Tidende.

 

 

Tvunget væk fra Bornholm

De bornholmske fiskere, der har haft mulighed for at sejle væk fra Østersøen de senere år – i en del af året – har gjort det. For at få økonomien til at hænge sammen.

– de er nærmest pinedød nødt til at sejle andre steder hen for at fiske, når vi har en kvotenedsættelse på 92 procent i den østlige Østersø og 60 i den vestlige. Dertil kommer, at der ydermere er lukkeperioder i begge dele af Østersøen, hvor der slet ikke må fiskes efter torsk, fortæller Thomas Thomsen.