Hanstholm-fiskere samlet til generalforsamling – med masser af håndsprit

Den store generalforsamling i Hanstholm Fiskeriforening med gæster blev fredag erstattet af en afdæmpet version. Men stadig med masser af fiskeri

Udrustet med håndsprit og bestemt ikke blege for at bruge den, var fiskerne i Hanstholm klar. Formand Jan N. Hansen delte gavmildt ud, og for en sikkerhedsskyld var den årlige generalforsamling i foreningen kun for inviterede gæster. Ca. 40 var mødt op fredag 26. juni.

– Vi valgte at aflyse generalforsamling i marts på grund af corona. Vi havde ellers lagt op til en spædende dag. Vi holder så en mere afdæmpet generalforsamling i dag, så vi kan få afviklet valg og godkendt regnskab, indledte Jan N. Hansen sin beretning.

For corona eller ej, så skal der diskuteres fiskeri og gøres status på året. For Jan N. Hansen er bestemt ikke tilfreds. Rødspættekassen, torskekvoter, brisling – EU-Kommissionens behandling af fiskeriet har fejlet på en række punkter.

– Kommissionen fylder meget for vores fiskeri, og den er pt helt ude af trit med det, vi fiskere kalder sund fornuft. Vi ser det efterhånden på alle områder af fiskeri, og Danmark står ikke i høj kurs i Kommissionen. Vores myndigheder vinder ikke mange sager for tiden. Om det skyldes Rigsrevisionens Rapport eller det hele bare er blevet mere ”grønt”, det vides ikke, sagde Jan N. Hansen.

Netop i disse dage er et forslag om genopretning af torskebestanden på bedding i EU, som ønsker at lukke en række områder i Nordsø og Skagerrak, medmindre man opfylder en række rigide og urealistiske krav til redskaber og fangster.

– Det har nået et mål, hvor det lignede en nedlæggelse af fiskeriet i Skagerrak og dele af Nordsøen. Kommissionen har fremlagt forslag, som selv danske embedsmænd går i sort over, sagde Jan N. Hansen, som håber, at en national handleplan kan sikre, at der fortsat er fiskeri:

– Vi mener, at vi har en kvote pr. fartøj, og den skal vi have lov til at fiske så effektivt som muligt.

At fiske er nemlig det vigtigste for fiskerne i Hanstholm – og for byen, Nordjylland og Danmark, hvilket heller ikke corona skal have lov til at forhindre.  

– Så må vi se, om vi skal holde et medlemsmøde senere på året, sagde Jan N. Hansen.

Tobis-fiskerne håber på varmere vejr

Man siger, at ligusterhækken skal være sprunget ud, før det er værd at fiske tobis, konstaterer Thyborøn-fiskernes formand

Tobis-fiskerne håber på varmere vejr

Man siger, at ligusterhækken skal være sprunget ud, før det er værd at fiske tobis,...