Hendes negle er turkis. Håret er langt, og ørenringene er mange. Freja Lyngbak ligner en helt almindelige ung kvinde, der kunne gå på gymnasiet som veninderne. Men det gør hun ikke. Freja går på Fiskeriskolen i Thyborøn og har både haft praktik på Beinur, Mallemukken og lige nu North Sea.
– Lige når de ser mig, virker de overrasket. En pige! En kvindelig fisker! For det er jo et mandefag, så der vil altid være nogen, der kigger skævt, siger 19-årige Freja.
Ja, fordomme og forestillinger om kvinder og fiskeri er der mange af. Er det noget for en pige? Er det ikke alt for hårdt? Freja er ikke slået ud, selvom hendes bror er kommet med formaninger, veninder har grinet – og et par erfarne fiskere har kastet hende et skeptisk blik.
– Men så snart de lærer mig at kende, lægger de det på hylden. Hvis du virkelig vil det her og viser, at du brænder for det, så er det lige meget, hvilket køn du har. Det er ikke det, der skal sætte en stopper for mig.
Jeg gør det!
Til en start var hun elles selv i tvivl på trods af en stor interesse for bølgen blå.
– Vandet har altid interesseret mig. Jeg er vokset op med en sejlbåd, og min bror er erhvervsfisker. Han har fortalt så livligt om fiskeriet, de gode fangster og spændende ture, og det har været en stor inspiration. Men jeg var bange for, at jeg ikke kunne holde til det, fortæller Freja.
Derfor tog en uddannelse som ubefaren skibsassistent i Handelsflåden. Alligevel blev ideen om fiskeriet ved med at spøge i baghovedet. Hun talte det igennem med sin underviser, der også er kvinde og uddannet fisker. Hendes bror kom med formaninger, men det skulle bare prøves.
– Jeg tænkte, nu gør jeg det! Jeg synes, det passede så godt til mig. Jeg kan godt lide spændingen i at hive fangsten ombord, og jeg elsker at være ude i naturen. Der er en helt speciel ro over at være til søs.
Fordomme slået ud
Første dag på Fiskeriskolen var derfor med sommerfugle i maven.
– Jeg var ret nervøs for, hvad alle drengene ville tænke, og hvilke fordomme jeg ville blive mødt med. Men de er fejet væk. Alle mine tanker var helt unødvendige, siger Freja.
For da den første skepsis havde lagt sig hos de medstuderende og hendes skippere, blev hun accepteret og en af drengene. Og hun klarer sig helt på højde med dem. Hun kan godt undvære familien og tage tre ugers hyre i streg. Hun bliver ikke ked, hvis hun flækker en negl eller må springe et bad over. Og hun er glad for den direkte tone, når skipper giver en ordre – hellere det end pigefnidder. Eneste men er råstyrken.
– Jeg er jo ikke lige så stærk som mændene, og jeg er kun 164 cm høj. Det kæmper jeg lidt med, fx når vi skal skubbe rundt med kasser. Men jeg vil ikke kalde det et problem, så kan og vil jeg så meget andet, siger Freja:
– Fiskeriet er bestemt ikke for alle kvinder. Man skal være bygget af det rette stof, og man skal kunne se sig selv i den her mandeverden, hvor man skal undvære familien, droppe forfængeligheden og arbejde hårdt.
Vinder på navigation
Nogle gange er det sådan set et plus og en drivkraft at være ene sild i torskebetanden.
– Mændene har nogle gange lidt lave tanker om mig og forventer ikke, at jeg kan det hele. Det skræmmer mig på ingen måde væk, tværtimod – det giver mig blod på tanden til at vise, at de tager fejl. Jeg har alt at vinde. For mig er det en sejr, hver gang jeg lykkes med tingene, og jeg viser, at jeg kan gøre det mindst lige så godt som drengene. Jeg vil jo anerkendes for mit arbejde, og ikke for at jeg er kvinde. Jeg gider ikke have forspring bare pga. mit køn, siger Freja.
Derfor kaster hun sig også med krumhals over opgaverne og især navigation. Det er en af hendes favorit-discipliner, hvor hun bestemt ser det som en fordel, at hun har mere ro, grundighed og er god til at fordybe sig modsat flere af sine mandlige studiekammerater.
