Fiskere har ikke indefrosne feriepenge

Mange danske lønmodtagere har indefrosne feriepenge. Det er dog ikke gældende for danske fiskere

De fleste danske lønmodtagere kan frem til den 1. december ansøge om at få udbetalt tre uger af deres indefrosne feriepenge, hvilket rigtig mange har gjort allerede. Det er dog ikke gældende for fiskere, da de ikke har indefrosne feriepenge.

Det skyldes ikke en urimelig særregel for fiskere, men alene den kendsgerning at fiskere ikke har indbetalt feriepenge – og derfor er der ikke noget at udbetale, siger Ole Lundberg Larsen, underdirektør, Danmarks Fiskeriforening.

Der er i overenskomsten mellem 3F og Danmarks Fiskeriforening aftalt, at der ikke skal indbetales feriepenge.

Kan tro der er feriepenge

Hvis man som lønmodtager går ind for at ansøge om udbetaling af feriepenge via borger.dk, kan det godt se ud som om, at alle har en feriepengeopsparing stående hos Lønmodtagernes Feriemidler. Her skal fiskere være opmærksomme på, at det ikke er tilfældet for dem.

– Lønmodtagernes Feriemidler har via arbejdsgivernes indberetninger til SKAT for AM-bidragspligtig indkomst opgjort et anslået feriepengebeløb. Og da alle danske lønmodtagere har en AM-bidragspligtig indkomst, så kan det for fiskeren se ud som om, at man har en feriepengeopsparing, hvis man går ind og kigger, siger Lasse Toft, som er statsautoriseret revisor hos BDO i Hirtshals.

Han fortæller videre, at de har talt med et par fiskere, som har været inde og søge om feriepenge og også fået dem udbetalt, hvilket altså er en fejl, når nu fiskere ikke indbetaler feriepenge.

– De får så feriepenge udbetalt, uden de er berettiget til det. Konsekvenserne af det bliver, at de skal betale pengene tilbage på et tidspunkt, siger Lasse Toft.