Mens mange arbejdspladser på vestkysten nervøst venter på, hvad Brexit-forhandlingerne munder ud i, så har Rasmus Buchardt Sørensen og Michael Lodahl kastet sig ud i et nyt virksomhedsprojekt; NORTH SEA agency A/S. En virksomhed, der vil specialisere sig i at servicere udenlandske fartøjer, når de ankommer til Thyborøn, Hvide Sande og Hanstholm.
De to ejere ser nemlig ikke udelukkende Brexit som en trussel. Selvom alle helst ville være foruden, så går alt ikke i stå, og der opstår også muligheder.
– Hvis adgangen til britisk farvand lukkes, kan det få den konsekvens, at flere udenlandske skibe søger mod danske farvande og de danske havne. Det vil betyde, at der er brug for mere service, siger Rasmus Buch Sørensen, der sammen med hans partner Michael Lodahl netop vil specialisere sig i at udbyde denne service.
Der er potentiale i udenlandske skibe
Når udenlandske skibe kommer til en dansk havn, så er der en række opgaver, der skal løses bl.a. papirarbejde, losning, afsætning af fisk og kontakt til relevante håndværkere og leverandører. De danske fartøjsejere ved godt, hvordan man gør, men de udenlandske fartøjer har brug for hjælp.
– Vi ser et stort potentiale i at tilbyde forskellige former for service til de udenlandske fartøjer, fortæller Rasmus Buchardt Sørensen, der oprindeligt er uddannet skibsmægler, og har arbejdet i den maritime branche i 16-17 år.
Han har via sit tidligere arbejde været involveret i udvidelsen af Hanstholm havn, og derved har han indgående kendskab til de overvejelser, der danner grundlag for havneudvidelserne langs vestkysten. Og han ser optimistisk på fremtiden og mener stadig, der er grundlag for vækst og nye arbejdspladser i de vestjyske havnebyer. Særligt de havne, der gennem de seneste år har investeret hårdt i udvidelser, for de vil naturligt tiltrække den udenlandske skibstrafik.
Vestjysk vokseværk
Men der skal arbejdes for sagen og forretningsgrundlaget skal være i orden.
– Vi har helt bevist valgt at satse på de vestjyske havne, hvor der både foregår shipping og fiskeriaktiviteter, fordi det giver os et bedre grundlag for at opbygge en rentabel forretning. Vi har viden og erfaring inden for begge områder, og det er en kæmpe styrke for vores virksomhed her i opstartsfasen, fordi vi kan servicere forskellige typer af skibstrafik, forklarer Rasmus Buchardt Sørensen, der på sigt håber, at den nystartede virksomhed vil blive det naturlige valg for de udenlandske fartøjer, der lægger til kaj i de vestjyske havne:
– Drømmescenariet for os er helt klart, at vi bliver en kendt aktør på vestkysten, og er med til at skabe arbejdspladser i lokalområderne.