Efter lang tids forhandling blev et frivilligt projekt om kamera landet som løsning, for at undgå tvang. Til gengæld blev fiskerne lovet en række fordele. Men de lader til at være glemt nu, lyder det fra Claus Hjørne Pedersen, der er skuffet over udviklingen.
– Projektet kører nu, men jeg må sige, at det er fiskerne og Danmarks Fiskeriforening, der byder ind her, for at få det bedste resultat ud af forsøget. Jeg vil helt klart sige, at der er et godt samarbejde med myndighederne, men der bliver ikke gået et eneste ekstra skridt for at skaffe de her fartøjer nogle rimelige vilkår i forhold til kvoter eller mulighed for registrering med efterfølgende genudsætning. Det, synes jeg, er for dårligt!
Et af de vigtige punkter i aftalen var, at de frivillige fiskere skulle have ekstra fisk. Der er blevet kæmpet for en lille pakke fisk, men det har været op ad bakke. Det skyldes, at forsøgskvoten, som fiskene bl.a. skulle findes i, var lille, og så har ministeren afskrevet alle muligheder for fleks og overbooking i forbindelse med kvoteforhandlingerne.
– Der er lidt tunge og rødspætter, men ikke ret meget torsk. Derfor er der forsøgt at rette henvendelse til de fartøjer, som har torsk i 3AS, i forventning om lidt sammenhold og storsind fra de fartøjer, som ikke selv fisker i området, men alligevel ejer lidt kvote. Der blev fisket under 50 pct. af kvoten sidste år, siger Claus Hjørne Pedersen:
– Der er budt ind med hovedparten af de torsk, Fiskeriselskabet deler ud, og et par enkelte stykker har smidt en større mængde i. Vi er ikke i mål, da vores ønske var 1 ton til hvert fartøj i projektet.