På Sjælland sidder garnfisker Sven Fredriksen. Og han undrer sig. Han har snart fisket i mange år – faktisk 26 år for at være helt præcis. Han har drevet sit eget fiskeri med garn og de sidste 10 år, har han også været afløser på en trawler. Men uanset hvor positivt han end forsøger at se på hans fremtid som garnfisker, så har han svært ved at se, hvordan han i fremtiden skal kunne leve af at fiske med garn. For politikernes ønske om at gå i en grønnere retning, medvirker til at afvikle hans levebrød.
Han forstår ikke, hvorfor fiskeri og ønsket om et mere bæredygtigt samfund ikke kan gå hånd i hånd.
– Vi hører hele tiden om, hvor skadeligt trawlfiskeriet er for havbunden, men for 10-15 år siden var der næsten dobbelt så mange kysttrawlere, som der er idag, og dengang var der stadig fisk. Jeg forstår ikke, hvorfor man pludselig har sat sig i hovedet, at det hele er trawlernes skyld. Der er så mange andre faktorer man burde kigge på – eksempelvis spildevand, skarv og sæler. Men det er lidt som om, at lige meget hvad Greenpeace og WWF finder på, så æder folk det råt. Alt skal bare stoppes for at please folk der kigger på fugle og sæler. De forholder sig ikke til den virkelig verden, men prøver i stedet at sælge os en historie om, at alt vil blive godt, hvis bare vi afvikler trawlfiskeriet. Man tror, at hvis man får trawlerne væk, så bliver det hele så grønt og skønt. Men sådan fungerer det bare ikke i den virkelige verden. Vi er nødt til at bevare begge former for fiskeri, hvis vi skal sikre det kystnære fiskeri i Danmark. Der hvor trawlerne ikke kommer, der ligger sig et tykt ligklæde, og mudderbunden dør bare lige så stille. Udover det giver trawlfiskeriet liv og aktivitet i havnen, fastslår Sven Fredriksen.
Sæler og krabber kvæler garnfiskerne
Sven Fredriksen fisker med garn, men flere gange har han faktisk overvejet at sadle om til trawl. For hvis han skal fortsætte med at fiske, er der nødt til at ske noget drastisk.
– Det bliver værre og værre. Helt op til 25% af min fangst æder sælerne. Ved sidste fangst havde jeg 39 kilo tunger med ind, men udover dem måtte jeg kassere 8 kilo, fordi sælerne havde ædt eller skambidt dem, fortæller Sven Fredriksen. Han ved godt, at han burde indberette sælskaderne, men han får det ikke altid gjort, for det er et kæmpe arbejde, og i sidste ende får han ikke noget ud af arbejdet. Myndighederne tager det jo alligevel ikke alvorligt. Sælerne, i det område hvor han fisker, har efterhånden lært lyden fra hans båd at kende, så de følger med, når han sejler ud for at sætte hans garn.
Egentlig vil Sven Fredriksen gerne fortsætte som garnfisker, men det kan ikke løbe rundt – uagtet hvor mange nye mærkningsordninger der så bliver igangsat, så kan han ikke se en fremtid i garnfiskeriet. Ihvertfald ikke hvis politikerne ikke snart begynder at lytte til fiskerne.
– Jeg kan ikke drive mit fiskeri hjemme fra Sjællands Odde, for vi drukner i sæler og krabber. Det er fint, at jeg med en ny mærkningsordning kan få mere for min fisk, men hvad hjælper det, hvis jeg ikke kan fange nogen fisk? Det eneste der er at fange er krabber og andre ådselædere, lyder det frustreret fra Sven Fredriksen.
Førhen var det meget hvis han lossede 20 kilo krabbeklør, men nu er han helt oppe på 50 kilo krabbeklør, når han losser.
– Skaldyr er det eneste der er i fremgang, for de kan leve af alt det døde, fortæller han lidt opgivende. For ham er det frustrerende at være vidne til, hvordan et fiskeri der på alle måder taler ind i en grøn dagsorden, langsomt bliver afviklet. Og han føler at fiskerne taler for døve ører.
– Jeg har 20 år igen på arbejdsmarkedet, og det er saksuseme ikke en spændende fremtid at gå i møde. Der bliver færre og færre fisk, samtidig med at sælbestanden bare vokser og vokser. Og hvis det eneste man kan finde på, for at redde havmiljø og fiskebestand er, at forbyde trawlfiskeri, så ser det godt nok skidt ud for garnfiskeriet. At forbyde trawl, det løser ikke problemerne med sæl, skarv og spildevand.
