Hjertemuslinger – og mulig løsning – er nu på ministerens bord

Muslingefiskerne foreslår fiskeriministeren, at hjerte- og blåmuslinger følges ad. Og så kan Nissum Bredning komme i spil for at løse den store strid

Bo Husted Kjeldgaard er fortrøstningsfuld. Formanden for Centralforeningen i Limfjorden er på vej på fiskeri, og det er jo altid en fornøjelse, men det er hjertemuslingernes fremtid, som er i hans tanker, og hvor der forhåbentlig er en løsning på vej. Sammen med Danmarks Fiskeriforening har han i denne uge vendt sagen med fiskeriminister Rasmus Prehn (S).

– Jeg sælger ikke skindet, før bjørnen er skudt, så nu skal vi se, hvad der sker. Men jeg er glad for, at ministeren tog sig tid til at lytte til os og høre vores forslag omkring hjertemuslingerne. For hjerterne har stor betydning for os fiskere og for de lokale arbejdspladser. Nu har han vores forslag, og så håber vi på en hurtig afklaring, siger Bo Husted Kjeldgaard.

Sagen drejer sig om retten til at fiske hjertemuslinger. I dag fiskes de som en bifangst til blåmuslinger, og hjertemuslingerne er derfor en vigtig del muslingefiskeriet og blåmuslingelicensens værdi. Men østersfiskerne ønsker kvit og frit at få fingrene i halvdelen af hjertemuslingerne. Centralforeningen for Limfjorden – bakket op af Danmarks Fiskeriforening – mener derimod, at hjerte- og blåmuslinger bør følges ad. Ellers frygter de at skulle dreje nøglen om. Mister muslingefiskerne rettigheder til hjerterne, kan det ikke løbe rundt.

 

Nissum Bredning?

Alt dette fortalte Bo Husted Kjeldgaard ministeren – og så hev han et nyt konstruktivt forslag op af hatten: Nissum Bredning.

– I stedet for at ødelægge det eksisterende muslingefiskeri, så kunne man jo udvide kagen. Derfor har vi bragt Nissum Bredning i spil. Her er mange hjertemuslinger, og det kunne jo udlægges til deling mellem alle, der ønsker licens til at fiske muslinger, forklarer Bo Husted Kjeldgaard:
– Det er et område, som vi forvejen er fælles om. Her er der søstjerner, og når der er søstjerner, så er der også hjertemuslinger.

 

Inden sommeren

Hertil lyttede ministeren, men fiskerne fik ikke lovning på noget. Det havde de dog heller ikke regnet med, men i stedet pressede de på for en tidshorisont.

– Vi vil gerne snart have en afklaring; en tidshorisont. Rasmus Prehn sagde, at man arbejder med sagen, og det nærmeste tidspunkt, man kan forvente et udspil, er ultimo maj. Det håber jeg holder stik, siger Bo Husted Kjeldgaard.

Fiskerne forventer at blive inddraget igen, før den endelige beslutning om rettighederne til hjertemuslingerne er på plads.

Bundgarnsfiskere har genudsat tonsvis af stenbidere

Selv om de har begrænset deres fiskeri markant, har bundgarnsfiskere på Djursland måttet genudsætte meget store mængder stenbidere

Bundgarnsfiskere har genudsat tonsvis af stenbidere

Selv om de har begrænset deres fiskeri markant, har bundgarnsfiskere på Djursland måttet genudsætte meget...