Danske fiskere ser fremad efter frifindelse i kvotesag

Med landsrettens frifindelse af en række fiskere håber DFPO, at de mørke skyer, som kvotesagen har lagt over dansk fiskeri, letter

Vestre Landsret har frifundet en række fiskere, heriblandt Henning Kjeldsen, i den såkaldte kvotesag. Landsretten har omstødt dommen fra byretten – et udfald, der bestemt falder i god jord hos Danmarks Fiskeriforening.

– Det er glædeligt, at landsretten har frifundet Henning Kjeldsen, og de fiskere, der derudover var tiltalt i sagen. Med dommen håber jeg, at vi endegyldigt er færdige med debatten om kvotekonger i dansk fiskeri, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

De seneste år har sagen nemlig i høj grad påvirket dansk fiskeri. Sagen har tegnet et helt forvrænget billede af erhvervet, og den har skabt fordomme om fiskere som store kvotekonger på kant med loven.

Et billede, der er meget langt fra virkelighedens strengt regulerede fiskeri, hvor reglerne tilmed er blevet stammet i kølvandet på sagen. Og et billede, som Danmarks Fiskeriforening, der repræsenterer små kystfiskere såvel som større trawlere, bestemt ikke kan genkende.

– Sagen har kastet mørke skyer over dansk fiskeri, og den har sat en rigtig træls dagsorden. Det har været en stor hæmsko for at udvikle fiskeriet og debattere de reelle problemer, som erhvervet rent faktisk står over for, forklarer Svend-Erik Andersen.

Derfor håber Danmarks Fiskeriforening, at der nu kan sættes et sidste punktum i sagen, og at fiskeriet kan komme videre.

For der er nok at se til i dansk fiskeri, hvor mange udfordringer venter – lige fra nedadgående kvoter, kameraovervågning og et ålefiskeri, som EU ønsker at lukke.

– Nu er det tid til at kigge fremad, og fokusere på, hvordan vi kan udvikle dansk fiskeri og sikre, at fiskeriet bliver endnu mere bæredygtigt og fortsat kan bidrage til at sikre sunde fødevarer til et voksende verdensmarked, slutter Svend-Erik Andersen.

Vattenfall afviser beskyldninger: Vi har tilgodeset fiskernes interesser

Vattenfall afviser nu på det kraftigste, at selskabet skulle have forbigået regler om kompensation til fiskere i forbindelse med opsætning af havvindmøller

Vattenfall afviser beskyldninger: Vi har tilgodeset fiskernes interesser

Vattenfall afviser nu på det kraftigste, at selskabet skulle have forbigået regler om kompensation til...