Skrubbefiskeriet ser ud til at vende i Ringkøbing Fjord

Efter et særdeles sløjt forårsfiskeri er fiskerne igen begyndt at fange skrubber i Ringkøbing Fjord
af Svend Boye Thomsen
28 sep 2022

Sjældent har der været fanget så få skrubber i Ringkøbing Fjord, som det var tilfældet i foråret i år.

Fra marts til juni blev der ifølge tal fra Fiskeristyrelsen landet blot 858 kilo skrubber fra fjorden i løbet af de fire måneder.

I samme periode sidste år blev der landet 14.354 kilo.

Det var en tilbagegang på hele 94 procent, og det voldsomme fald medførte omtale i både lokale og nationale medier.

TV2 udnævnte ligefrem Ringkøbing Fjord til at være ’Det døde hav’.

Fremgang over sommeren

Ser man på, hvordan fiskeriet har været i juli og august, er der dog grund til optimisme.

I hvert fald er der tale om en ganske markant fremgang i fiskeriet, om end det fortsat er langt op til niveauet fra sidste år.

I juli blev der landet 574 kilo skrubber fra Ringkøbing Fjord, og i august blev der landet lidt over 1.800 kilo skrubber fra fjorden.

I juli og august sidste år blev der til sammenligning landet henholdsvis 1.442 kilo og 4.567 kilo skrubber fra fjorden i de to måneder.

Fiskeri har altid gået op og ned  

Jes Ebsen, der er tidligere havnefoged i Ringkøbing, konstaterer, at fiskeri altid har gået op og ned, og at fiskeriet efter skrubber i Ringkøbing Fjord ikke er nogen undtagelse.

Han glæder sig over, at der er kommet flere skrubber over sommeren.

- Der er utrolig mange små skubber i fjorden lige nu. Man ved ikke, hvor hurtigt skrubber vokser, men jeg gætter på, at vi kommer til at fange mange store skrubber næste år, siger Jes Ebsen, der har fisket på fjorden, siden han var barn.

Flere bud på årsagen  

Der har været flere bud på, hvorfor der stort set ingen skrubber var at fange i forårsmånederne.

Et af buddene har været, at det skyldes den høje saltholdighed i Ringkøbing Fjord, mens andre har peget på, at det kunne være på grund af udslip fra Langsand Laks i Hvide Sande, der brændte i 2021.

Andre igen har nævnt den store bestand af skarver i fjorden som en mulig forklaring på det dårlige skrubbefiskeri.

Det er ikke kun fiskeriet efter skrubber i Ringkøbing Fjord, der har været i tilbagegang i år. Det samme har fiskeriet efter helt, om end tilbagegangen her har været noget mindre.

Til gengæld havde sildefiskerne i Ringkøbing Fjord et rigtig godt fiskeri i forårsmånederne, og både skrubbe-, helt- og sildefiskerne har kunnet glæde sig over, at de har fået gode priser for deres fangster i år.

Læs mere om:

Flere Nyheder