Husk alle presfaktorerne

Der er atter debat om havmiljøet, hvor bundtrawl er udråbt til synderen. Men hvis man vil gøre en forskel, er det ikke her, der skal sættes ind

Debatten om havmiljø og heriblandt trawlfiskeriets betydning er atter blusset op.

Hen over sommeren har man i Politiken kunne læse artikelserien ”Hvor blev fiskene af?”. Senest med et interview med miljøminister Magnus Heunicke (S), som er bekymret for havets tilstand og varsler handling – både i forhold til landbrug og fiskeri. Samtidig har Danmarks Naturfredningsforening indledt en underskriftsindsamling mod bundtrawl, som de ønsker forbudt i beskyttet hav.

I Danmarks Fiskeriforening er man sådan set glad for, at havmiljøets tilstand får så meget fokus, og at miljøministeren vil kæmpe for havet. For selvom flere fiskebestande er i fremgang i Nordsøen og Skagerrak, så mærker fiskerne kystnært og i de indre danske farvande, at havet har trange kår.

Men svaret herpå er ikke et trawlforbud.

– Vi vil gerne tage del i diskussionen om et bedre havmiljø. Vi har efterlyst handling i årevis, for der er en række presfaktorer, som der bør sættes ind over for. Udledninger fra land og by og naturens egne rovdyr som sæl og skarv spænder ben for genopretningen af fiskebestandene. Derfor skuffer det også, at man blot går efter bundtrawl og andre bundslæbende redskaber. Det er alt for nemt. Hvis man reelt vil gøre en forskel, så er det ikke her, man skal sætte ind, men langt bredere, siger Kenn Skau Fischer, som bl.a. talte fiskernes sag i P1.

Her understregede han, at fiskeriet selvfølgelig gerne vil bidrage til et sundt havmiljø. Og det gør og har de faktisk længe gjort. Der fiskes markant mindre end tidligere. Opgørelser fra DTU Aqua viser, at knap 70 procent af det danske hav ikke er påvirket af fiskeri med bundslæbende redskaber fra danske fiskefartøjer. Samtidig forfiner de konstant deres redskaber, så de påvirker havet mindst muligt.

Men når alt kommer til alt, så gør indsatsen over for trawl ikke den afgørende forskel. Eksperter fra DTU Aqua siger klart, at et trawlforbud ikke er en mirakelkur. Ta’ fx Østersøen, hvor fiskeriet stort set er indstillet, og hvor hverken fiskebestande eller havmiljø har fået det bedre.

I perioden fra 2013 til 2018 blev der ikke fisket med trawl i 88 procent af Østersøen. Det tal er endnu større i dag. Men det har ikke gjort den afgørende forskel i Østersøen, påpeger Kenn Skau Fischer:

– Det viser, der er behov for en bredspektret indsats.

Skat slår fast: Udenlandske fartøjer skal også betale CO2-afgift

Skat har opdateret sin vejledning om CO2-afgiften og slår her fast, at udenlandske fartøjer i alle tilfælde skal betale CO2-afgift, når de tanker i...

Skat slår fast: Udenlandske fartøjer skal også betale CO2-afgift

Skat har opdateret sin vejledning om CO2-afgiften og slår her fast, at udenlandske fartøjer i...