Fiskeriet har brug for en langsigtet politisk aftale

Det er vigtigt, at politikerne i forlængelse af Fiskerikommissionens arbejde får indgået en langsigtet politisk aftale, der skaber ro om fiskeriet

Fiskerikommissionen fremlagde forleden sine anbefalinger for fremtidens fiskeri i Danmark.

Anbefalingerne har været længe undervejs, og hos Danmarks Fiskeriforening glæder formand Svend-Erik Andersen sig over, at de nu er klar, og han ser frem til det videre arbejde med anbefalingerne.

– Det vigtige er, at der nu i forlængelse af Fiskerikommissionens arbejde bliver indgået en langsigtet politisk aftale, der skaber ro om fiskeriet, og det er der masser af muligheder for med udgangspunkt i den rapport, som Fiskerikommissionen er kommet med, siger Svend-Erik Andersen.

Fiskerikommissionen kommer i sin rapport med 19 konkrete anbefalinger.

Svend-Erik Andersen konstaterer, at mange af anbefalingerne vil styrke dansk fiskeri, men at der også er anbefalinger i blandt, som vil bidrage til det modsatte, hvis de bliver til virkelighed.

– Det er meget positivt, at Fiskerikommissionen anerkender, at der er behov for økonomisk støtte til den grønne omstilling, for det er et kæmpe projekt, hvor vi taler investeringer for milliarder af kroner, siger han.

Af samme grund undrer han sig over, at Fiskerikommissionen samtidig anbefaler, at man indfører brugerbetaling på både biologisk rådgivning og kontrol, og at den foreslår, at man hæver CO2-afgiften til et endnu højere niveau, end der allerede er lagt op til.

– Det bliver en håbløs opgave for fiskerne at omstille sig til grønnere løsninger, hvis man dræner erhvervet for kapital, endda på et tidspunkt hvor omkostningerne i øvrigt er skyhøje. Det er den helt forkerte vej at gå, og effekten vil uden tvivl være kontraproduktiv, siger Svend-Erik Andersen.

Til gengæld er han positiv over for idéen om at nedsætte et havråd, og han glæder sig over, at man har lyttet til et forslag fra Danmarks Fiskeriforening om øget selvforvaltning i fiskeriet. Det er også positivt, at man vil styrke hjemmemarkedet for salg af fisk, og at man i det hele taget vil øge profileringen af danskfanget fisk.

– Det er også meget positivt, at man har fokus på sæl og skarv, for det er helt afgørende, at vi får reduceret bestandene af både sæl og skarv, hvis vi skal have et aktivt erhvervsfiskeri i de indre danske farvande, ligesom det er afgørende, at der bliver gjort noget ved udledningen af næringsstoffer og forurening i øvrigt, som Fiskerikommissionen ligeledes anbefaler. Jeg er også glad for den anbefaling, der er om Bælterne, hvor man vil frede nogle store områder, men også give plads til, at der kan fiskes med trawl i de områder, som har størst betydning for fiskeriet, siger Svend-Erik Andersen.

Fiskerikommissionen kommer desuden med en række anbefalinger, som vil kræve, at man ændrer den fiskeripolitik, der bliver ført på EU-niveau. Her anbefaler Fiskerikommissionen, at Danmark sætter sig i spidsen for en gennemgribende reform af den fælles fiskeripolitik, hvilket Svend-Erik Andersen er positiv overfor.

Han undrer sig også over, at mærkningsordningen ”Naturskånsomt” nævnes hele 22 gange i Fiskerikommissionens rapport, mens det internationalt anerkendte MSC-mærke kun er nævnt en enkelt gang.

– Dansk fiskeri er et af de fiskerier i hele verden, hvor den største andel af de landede fisk er MSC-mærkede. Det vælger man nærmest at ignorere i rapporten. Det har jeg meget svært ved at forstå, og det synes jeg faktisk er kritisabelt, siger han.

Han er også ærgerlig over, at Fiskerikommissionen anbefaler, at man afskaffer den åbne kystfiskerordning og udelukkende viderefører den lukkede kystfiskerordning. Anbefalingen vil betyde, at mange kystfiskere får dårligere vilkår, end de har i dag.

Det er vigtigt at understrege, at der er tale om anbefalinger, og at det langt fra er sikkert, at de enkelte forslag bliver vedtaget politisk.

Hvad den del angår, hæfter Svend-Erik Andersen sig ved, at regeringen i sit regeringsgrundlag og i havplanen skriver, at dansk fiskeri skal udvikles, og at der skal være plads til fiskeriet på havet.

– Derfor er jeg også helt tryg ved den kommende proces, og jeg ser frem til samarbejdet med fiskeriminister Jacob Jensen og med fiskeriordførerne i Folketinget, siger han.