Kamera: Minister og DFPO i dialog om en fornuftig løsning, som fiskerne kan se sig selv i

Danmark og Kattegat-fiskerne har levet op til kamera-erklæringen fra 2019. Nu arbejdes der på en frivillig ordning, der kan styrke den biologiske rådgivning

I december 2019 kom daværende fiskeriminister Mogens Jensen hjem fra ministerrådsmødet med en dansk erklæring om at indføre kameraovervågning på fiskefartøjer i Kattegat i en tre-årig periode.

Årene er nu gået, hvor over 70 fartøjer fra Danmarks Fiskeriforening har været, og det er nu tid til at gå en anden vej.

Fiskeriminister Jacob Jensen (V) og Danmarks Fiskeriforening er nu i tæt dialog om en fornuftig løsning, hvor man i stedet for tvang drøfter en frivillig ordning, og hvordan man kan bruge fuld dokumentation til at styrke den biologiske rådgivning. En ordning, som fiskerne kan se sig selv i!

Fra dansk side blev der i 2019 afgivet en erklæring til EU-Kommissionen om at sætte kameraer på fiskefartøjerne i Kattegat i en treårig periode. Den erklæring har Danmark nu levet op til. Det er vigtigt, at fiskerne får afklaring på, hvilke rammer de skal arbejde under fremover. Lige nu er jeg i tæt dialog med fiskerne om rammerne for den nye ordning. Det har været vigtigt for mig at række hånden ud til fiskerne, så vi sikrer en holdbar løsning for alle parter. Vi har både drøftet mulighederne for en frivillig ordning, og hvordan vi kan bruge fuld dokumentation til at styrke den biologiske rådgivning, siger fiskeriminister Jacob Jensen.

DFPO forventer en fornuftig løsning

I Danmarks Fiskeriforening er man derfor også optimistisk omkring en ny ordning.

– Tre års arbejde med projektet om fuld dokumentation i trawlfiskeriet i Kattegat bekræfter, at der er styr på fiskeriet i Kattegat, men at der er udfordringer med, at flere EU-regler ikke hænger sammen. Jeg er godt tilfreds med, at regeringen er klar til sammen med fiskeriet at finde en frivillig model for kameraovervågning i Kattegat, som fiskerne kan se sig selv i, siger Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening.

For os er det afgørende, at man ikke går på kompromis med fiskernes arbejdsmiljø, ligesom det er vigtigt, at de data, der indsamles gennem fuld dokumentation, kan bruges til at forbedre data om fiskebestande, så vi kan sikre et bæredygtigt fiskeri, hvor der er sammenhæng mellem størrelsen på fiskekvoterne og fiskebestandenes udvikling, tilføjer han.  

Hvad så nu?

Som sagt, så er dialogen i fuld gang.

– Vi kommer til at fortsætte drøftelserne efter nytår, men jeg forventer en hurtig proces. Det er meget vigtigt for mig, at vi finder en løsning, som fiskerne kan se sig selv i. Indtil de sidste detaljer er på plads, vil fiskeriet i Kattegat fortsætte på samme måde som i dag, siger Jacob Jensen.

I praksis betyder det, at de berørte fartøjer skal beholde kameraovervågningen ombord. Bekendtgørelse om kamera gælder fortsat. Fiskeristyrelsen forventer inden jul at udsende fornyede udlånsaftaler til de enkelte fartøjer via.  e-boks.

Men som sagt, er der tale om en hurtig proces, hvor afklaringen er på trapperne i det nye år.