Forhandlingerne mellem EU og Norge om fiskerimulighederne i 2023 blev genoptaget fredag, men uden at de to parter nåede frem til en aftale.
Forhandlingerne fortsætter på mandag.
Ifølge Fiskeri Tidendes oplysningerne er parterne fortsat langt fra hinanden.
Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening, kalder situationen dybt frustrerende, og han håber meget, at man når frem til en aftale i næste uge.
– Det har voldsomme omkostninger for dansk fiskeri, at der ikke er adgang til norsk farvand. Det rammer både de fiskere, der plejer at have deres fiskeri i norsk farvand, og det rammer de fiskere, der fisker i dansk farvand, fordi fiskeriet presses sammen på et langt mindre område end normalt, siger Svend-Erik Andersen.
Situationen understreger også nødvendigheden af, at man får lavet en mere langtidsholdbar model, så man undgår at ende i samme situation næste år.
Danmarks Fiskeriforening mener, at der bør indføres en model med midlertidige kvoter, så fiskeriet kan fortsætte på tværs af farvande, selv om forhandlingerne går i hårdknude, som det er sket igen i år.
– Det er uholdbart, at vi år efter år ender i en situation, hvor fiskerne på grund af politiske uenigheder fratages muligheden for at drive deres fiskeri. Det er både dyrt for fiskerne og dårligt for fiskebestandene, siger Svend-Erik Andersen.