Fra 1. maj kommer der begrænsninger på, hvor mange krabbekløer fiskerne må lande. En regel, der får flere fiskere til at ryste på hovedet – og politikere.
Først var det EU-parlamentariker Erik Poulsen (V), som kaldte reglen for tosset, og nu er Asger Christensen (V), som er næstformand i EU-Parlamentets fiskeriudvalg, også gået ind i kampen.
– Jeg vil stille spørgsmål til EU-kommissionen for at få dem til at forholde sig til sagen – blandt andet vil jeg gerne vide, hvorfor reglen kun gælder i Nordsøen? Samtidig vil jeg tage sagen op bilateralt i fiskeriudvalget, og her har vi i øvrigt også jævnligt repræsentanter for kommissionen til høring, lidt som man kender fra Folketinget, når en minister er i samråd, forklarer Asger Christensen til Dagbladet Holstebro Struer.
Han kalder reglen for, hvad der sker, når man finder på noget i skrivebordssammenhænge.
– Måske burde nogen fra direktoratet tage med ud på en fisketur? Krabbekløer er især en bifangst, og når først krabberne har hægtet sig fast i nettet, så kan man jo ikke bare smide dem ud igen, så resultatet vil blive et gigantisk madspild, siger Asger Christensen, som ser optimistisk på at få reglerne ændret.