Asger Christensen kæmper fiskernes sag i Bruxelles

Venstres Asger Christensen har stort fokus på fiskeriet i sit arbejde i Bruxelles. For nylig var han en tur på Djursland

Asger Christensen har tidligere besøg Djursland. Foto: Fiskeri Tidende

Det er særdeles frustrerende, når uforståelige EU-regler spænder ben for fiskeriet. Og omkostningerne kan være store. Det ved mange danske fiskere af erfaring.

Derfor er det også helt afgørende, at der er politikere i Bruxelles, som kæmper fiskeriets sag.

En politiker, der har taget fiskeriet til sig som et område, han kæmper for, er Venstres Asger Christensen.

Han blev næstformand for Europa-Parlamentets fiskeriudvalg, da Søren Gade vendte tilbage til Folketinget efter valget i november sidste år.

Siden har Asger Christensen været på besøg i en lang række lokale fiskeriforeninger rundt om i landet, hvor han har deltaget i generalforsamlinger og besøgt de danske fiskere for at høre om de udfordringer, de slås med i deres fiskeri.

I denne uge var han en tur på Djursland, hvor han mødtes med Kim Lykke Petersen, der har fartøjet RS 73 Annika. Han er ramt af, at man i EU-regi har indført regler, der betyder, at han skal fiske med paneler i sit trawl, som gør, at fiskene svømmer ud af trawlet, inden han får det hevet om bord. Panelerne egner sig ikke til fiskeri med mindre fartøjer.

– Det er fuldstændig håbløst, at EU-Kommissionen skærer alle over én kam, når der laves fiskeriregler for både store og små. Men det er særligt tosset, når det gælder redskabskrav. Her er man nødt til at tage højde for forskellene på større og mindre fartøjer, hvis vi skal bevare fiskeriet. Og det skal vi, siger Asger Christensen.

– Det er min opgave og pligt at få EU-Kommissionen på ret køl igen. Det er nemlig dem, der kan ændre loven. Derfor er jeg også glad for, at jeg sidder i EU’s fiskeriudvalg med direkte adgang til Kommissionen, og at vi har en Venstre-minister ved roret herhjemme. Vi løfter bedst i flok, siger han.

Asger Christensen konstaterer, at intentionen med lovgivningen er god nok, men at man er endt med at skyde gråspurve med kanoner.

– Det er selvfølgelig meget nobelt, at EU vil passe på torsken. Men nu er det bare sådan, at der hverken var torsk i Kims net før de her regler, og det er der så heller ikke efter de nye regler. Så på den måde virker reglerne jo. For der er stadig ingen torsk i nettet. Men nu er der så slet ingen fisk. Det er jo helt håbløst, siger Asger Christensen.

– Vi skal passe på de kystnære fiskere. De bidrager så positivt til den danske ånd, turismen, kulturen og fødevaresikkerheden. Vi kan ganske enkelt ikke undvære dem. Derfor skal der være sund fornuft i lovgivningen, siger han.

Ansøgningsrunde om fiskeri af fladfisk i Tyskland er nu åben

Fiskerfartøjer, der er indregistreret i Danmark, kan nu søge om adgang til erhvervsmæssigt fiskeri af anden fladfisk end rødspætter i tysk farvand i Østersøen...

Ansøgningsrunde om fiskeri af fladfisk i Tyskland er nu åben

Fiskerfartøjer, der er indregistreret i Danmark, kan nu søge om adgang til erhvervsmæssigt fiskeri af...