Fiskerikontrollen stiller skarpt på redskaber

Når Fiskerikontrollen de næste par måneder er på kontrol vil der være ekstra fokus på kontrol af de anvendte redskaber og på vejledning om reglerne for redskaber

Når Fiskerikontrollen de næste par måneder er på kontrol – både til søs og i land – vil der være ekstra fokus på kontrol af de anvendte redskaber og på vejledning om reglerne for redskaber.

Reglerne for redskaber er nøje tilpasset det enkelte farvand og det enkelte fiskeri. Men reglerne er mange, og det kan være en udfordring at holde styr på, hvilke redskaber man må bruge i de forskellige områder.

– Reglerne om redskaber i fiskeriet er komplicerede, og kontrolkampagnen giver os mulighed for at fokusere mere dybdegående på et emne – i dette tilfælde redskaber. Samtidig giver det også mulighed for, at vi kan have en snak med den enkelte fisker om de enkelte redskaber, der må anvendes i de forskellige farvande, samt information om fx tilladte størrelse på nettenes masker, redskabernes paneler, placering mv, siger vicefiskeriinspektør, afdelingsleder for regionalkontrol i Nykøbing Mors, Tim Schjoldager Rasmussen:

– Kampagnen omfatter naturligvis også en egentlig kontrol af de anvendte redskaber, når fiskerne kommer i havn for at lande deres fangst. 

Fiskeristyrelsen hjælper gerne med information om, hvilke redskaber, der kan anvendes i de forskellige farvande, information om særlige fiskeriregler i forbindelse med anvendelse af redskaber på bestemte tider af året, ligesom fiskerne også kan henvende sig til Fiskerikontrollen med et ønske om gennemgang af et redskab, inden det bliver taget i brug.

Har du brug for vejledning om reglerne, kan du ringe på telefon 72 18 56 00 eller sende en mail til Regional Kontrol Øst: inspektoratoest@fiskeristyrelsen.dk eller Regional Kontrol Vest: inspektoratvest@fiskeristyrelsen.dk