Kristoffer Storm: CO2-afgiften er dybt urimelig og skadelig for Danmark

Man skulle hellere gøre noget for at få danskerne til at spise noget mere fisk, mener Danmarksdemokraternes medlem af Europa-Parlamentet

Det er den helt forkerte vej at gå, at man fra nytår pålægger de danske fiskere en CO2-afgift.

Det mener Kristoffer Storm, der er medlem af Europa-Parlamentet for Danmarksdemokraterne.

– Helt generelt er jeg ikke den store tilhænger af øgede skatter og afgifter, og det er jeg slet ikke, når man bare gør det for at opkræve penge. Hvis man endelig skal gøre det, skal det være fordi, man vil have folk til at gøre noget, der er bedre, end det de gør i dag, men det er ikke virkeligheden med CO2-afgiften, siger Kristoffer Storm med henvisning til, at der ikke findes alternativer til den dieselolie, fiskerne bruger i dag.

Han mener derfor, at CO2-afgiften er ”dybt urimelig” og ”skadelig for Danmark”.

– CO2-afgiften får alene den konsekvens, at det bliver dyrere for de danske fiskere at holde deres skibe oven vande. Det er helt skørt, især når man tænker på, hvor mange gode egenskaber fisk har for folkesundheden. Man skulle hellere gøre noget for at få danskerne til at spise noget mere fisk. Vi er ikke ligefrem verdensmestre i at spise fisk i forvejen, siger han og kalder CO2-afgiften for en ”på alle måder dårlig beslutning”.

Kristoffer Storm har som medlem af Europa-Parlamentet taget sagen op med EU-Kommissionen, fordi der har været sat spørgsmålstegn ved lovligheden af, at man i Danmark indfører afgiften.

– Men der var ikke nogen hjælp at hente hos EU-Kommissionen, så hvis vi skal undgå den, kræver det, at der er nogen på Christiansborg, der besinder sig, men den regering, vi har nu, er ikke umiddelbart kendt for at komme til fornuft i sidste øjeblik, siger han.