Millioner af støttekroner skal gøre fiskeriet mere miljøvenligt

En særlig indsats rettes også mod bekæmpelse af spøgelsesnet, der udgør en trussel mod havmiljøet og dets dyreliv

I en tid præget af presserende miljømæssige udfordringer og krav om bæredygtighed, står Danmarks fiskeri- og akvakultursektor over for en nødvendig omstilling.

Nu er der gode nyheder fra Fødevareministeriet på denne front: Genåbningen af støttepuljer til grønne initiativer inden for fiskeri- og akvakultur er på trapperne, og det skaber håb om en mere bæredygtig fremtid.

Med en samlet pulje på 112,8 millioner kroner, finansieret af det danske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram, er der lagt op til en ambitiøs indsats.

Miljøvenlighed i fokus

Formålet med genåbningen af puljerne er klart: At fremme klima- og miljøvenlige løsninger samt styrke udviklingen af et kystnært og bæredygtigt fiskeri. En særlig indsats rettes også mod bekæmpelse af spøgelsesnet, der udgør en trussel mod havmiljøet og dets dyreliv.

Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, understreger betydningen af disse tiltag:

– Fiskeriet er en vigtig del af vores fødevareforsyning, og samtidig bidrager det til lokale arbejdspladser i vandkantsdanmark. Derfor glæder jeg mig også over, at vi nu genåbner støttepuljerne med i alt 112,8 millioner kroner, så vi kan få sat speed på bæredygtige løsninger for både fiskeri- og akvakulturerhvervet, siger ministeren

Fakta

Om tilskudsordningerne:

  • 39,3 millioner kroner til investeringer i kystfiskeri.
  • 50,3 millioner kroner til grøn omstilling af fiskeriet.
  • 10,9 v til udvikling af grøn omstilling af akvakultur.
  • 7 millioner kroner til investering i grøn omstilling af akvakultur.
  • 5,3 millioner kroner til indsats mod marint affald.