Hummerkaos i Limfjorden: Fritidsfiskere kræver nye regler

Det er problematisk for dyrevelfærden, når tejner sættes ud flere uger før tilladelsen til at fange hummerne træder i kraft, mener fritidsfiskere

Sort hummer. Arkivfoto: Fiskeri Tidende

Friskfangede hummere er igen på menuen, når fiskerne fra søndag må lande dem.

Men på Limfjorden har der allerede i løbet af august været mange hummertejner i vandet, hvilket har vakt kritik, skriver TV2 Nord.

Fritidsfiskerne Ole Poulsen og Niels Lynggaard Sørensen peger på, at det er problematisk for dyrevelfærden, når tejner sættes ud flere uger før tilladelsen til at fange hummerne træder i kraft.

– Jeg har set, at man satte dem 12. august, og de må først ilandbringes første september. Det er 19 dage. Og så kan der jo ske det, at den første september blæser det i 5-6 dage, så man ikke kan komme ud. Det er i min optik dyrplageri, at de skal sidde der så lang tid, siger Ole Poulsen, som tilføjer, at der mangler nye regler på området.

Ny bekendtgørelse på vej

Socialdemokratiets fiskeriordfører, Bjarne Laustsen, støtter kritikken og meddeler, at en ny hummerbekendtgørelse, der skal forhindre dette, er på vej.

– Vi er på vej med en ny hummerbekendtgørelse, hvor der bliver sammenhæng imellem, når fredningsperioden ophører. Så kan man begynde at sætte tejnerne ud der – og ikke før, siger Bjarne Laustsen til TV2 Nord.

Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft inden næste års sæson.

 

Fakta

TV2 Nords hjemmeside kan du se to gode indslag med de to fritidsfiskere – samt et indslag med udtalelser fra Bjarne Laustsen