Willem Dekker har tidligere har været formand for ICES og er manden bag ålereguleringen fra 2007, så når det handler om ål, er han er en af de førende eksperter.
I løbet af sit mangeårige arbejde med ål har Willem Dekker kunnet konstatere, at der var problemer med ålebestanden – der var nemlig ikke lige så mange ål, som der burde være, og bestandens størrelse var konstant nedadgående. Denne observation blev startskuddet til hans arbejde med at appellere for en europæisk handleplan for beskyttelse af ålen, hvilket i sidste ende blev til ålereguleringen i 2007.
I ålereguleringen fremgår det tydeligt, at hvert medlemsland er ansvarlig for, at 40 procent af landets blankålebestand skal bevares på årlig basis. De 40 procent er baseret på, hvad der ville overleve, hvis der ikke var nogen form for menneskelig påvirkning af ålen i alle dets levestadier.
– De 40 procent er sat efter videnskabelige udregninger og et forsigtighedsprincip. Dette er essensen af forsigtighedsprincippet – nemlig at handle, selvom der ikke er videnskabelige beviser. Man skal huske, at i reguleringen står der også, at i perioden, hvor ålen går fra at være glasål til gule ål, vil der altid være en vis chance for, at ålen ikke overlever af forskellige årsager – men derfor skal over 40 procent af blankålen stadig overleve, forklarer Willem Dekker.
Ved ikke hvorfor
Men hvordan er det gået med den europæiske ålebestand her godt 18 år efter, man begyndte at regulere for at bevare ålen?
Willem Dekker fortæller, at man i 2011-12 begyndte at registrere en stigning i mængden af glasål. I 2013 målte man også en stigning, hvorefter der i 2014 skete der et fald, og siden da har det været lidt en bølgegang i statistikkerne i forhold til bestandens størrelse.
– Vi har ingen idé om, hvorfor ålebestanden er så lille. Hvis vi siger, at det er på grund af fiskeriet, så skal man vide, at det er der faktisk ikke beviser for. Hvis vi siger, at nedgangen skyldes tab af ålens naturlige habitater, så er der heller ikke beviser for den påstand.
– Hvad jeg kan bevise er, at fiskeriet har en påvirkning på ålebestanden, og at tab af habitater også har en påvirkning. Men jeg kan ikke bevise, hvilken af disse, der den vigtigste faktor bag nedgangen, fortæller Willem Dekker.
Den hollandske forsker fortæller, at mange tror, at de manglede ål kan skyldes forandringer i havene, hvilket påvirker bestandens størrelse, men han fortæller også, at der ikke findes evidens for denne teori.
For langsomme
Når det kommer til at begrænse tabet ålebestanden i Danmark, så mener Willem Dekker ikke, at løsningen kommer i form at forbyde ålefiskeriet fuldstændigt.
– Så skulle man have gjort det for 20 år siden. At fokusere på fiskeriet som problemløsningen, når man stadigvæk er for langsom til at løse problemet generelt, det er ikke overbevisende i min verden, fortæller han og fortsætter:
– Når folk spørger, om vi skal lukke for fiskeriet, så stiller de, i min verden, det forkerte spørgsmål. For dét man burde spørge om er, om vi beskytter ålen godt nok. Hvis man kan se, at dødeligheden er for høj, så skal man fortsætte aktivt med at bringe den ned. Det kan fiskeri bidrage med, men at mene, lukning af fiskeriet er nok til at genskabe bestanden, det er forkert.
Forskeren fortæller, at fokusset på fiskeriet som det bærende problem for ålebestanden startede i 2008, hvor grønne organisationer fik den idé, at den bedste og hurtigste løsning på at få bestanden op igen, ville være at forbyde fiskeriet.
– Det kunne have været en hurtig løsning, hvis vi havde gjort det dengang, men fiskerierne blev ikke lukket, og nu 20 år senere er argumentet ikke gangbart, siger han og fortæller, at organisationerne hellere burde fokusere på, at politikerne ikke holder, hvad de lovede tilbage i 2007.
– Politikerne skal have fokus på de 40 procent af bestanden, der årligt skal overleve. Det er både EU og Middelhavslandene, som skal træde til og overholde deres del af aftalen. EU skal via feedback få medlemslandene til at overholde det, der står i reguleringen om, at man skal sikre de 40 procents overlevelse, i alle medlemslande.
– Jeg har forsøgt at råbe op om netop det, at politikerne har lovet de 40 procents årlig overlevelse, men at de ikke holder, hvad de har lovet. De skal ikke lave nye løfter, som de heller ikke har tænkt sig at overholde, de skal fokusere på at overholde de gamle.
Kan ikke sammenlignes
Politiken har tidligere på året sammenlignet dét at fiske ål med at skyde truede pattedyr på den afrikanske savanne, men er det egentlig en sammenligning, man kan foretage? Det mener Willem Dekker ikke.
Han fortæller, at den udtalelse er baseret på IUCN’s (dem der laver listerne over truede arter, red.) vurdering og kategorisering. En af kategorierne på listen er den, de kalder for kritisk truet, og der finder vi ålen. Der er forskellige kriterier forbundet med de forskellige kategorier.
– En del af beskrivelsen for kategorien kritisk truet er, at den pågældende art skal være i konstant nedgang. Et kriterie for at høre til her er, at artsbestanden kan være meget stor, også efter et fald, men at der sker et fald på 80 procent over tre generationer, hvilket ål lever op til. Ålebestanden blev minimeret med 15 procent om året i en årrække på omkring 30 år, hvilket betyder at mere end 80 procent af bestanden er forsvundet, fortæller han.
Willem Dekker forklarer at pga. administrative årsager er de to kategorier – næsten udryddet og truede arter i konstant nedgang – blevet samlet under én samlet fane, og det er her vi finder ålen. For folk siger, at ålebestanden er i konstant nedgang, og at den er næsten udryddet, men det er ifølge forskeren ikke sandheden. Han mener, at den konstante nedgang og tabet af 80 procent af bestanden er foruroligende, men det netop er derfor, man har indført reguleringen, og for nu er udryddelse af ålen ikke en realistisk trussel.
– Vi har fået stoppet den konstante nedgang i bestanden med succes. Derfor giver det ikke længere mening at kategorisere den europæiske ål som kritisk truet. Problemet med IUCN’s kategoriseringer er, at de ikke tager højde for, hvis man laver en forvaltningsplan for den pågældende art og løser problemerne. De beholder arten i den kategori, hvor den er blevet placeret. Ålens problem er, at de 30 års nedgang er bag den, men den vil forblive kategoriseret som kritisk truet i mange år endnu, og det er selvom vi får genoprettet bestanden fuldstændig, siger han og fortæller, at det ikke er set før, at en bestand har været kritisk truet og senere er blevet genoprettet.
En død ål er en død ål
Bestanden af ål er ikke længere faldende, tværtimod gør den antræk til at stige. Men hvor mange ål estimerer Willem Dekker, der er i Europa? Og er det forkert, når han bliver citeret for at sige, at der er flere ål end mennesker i netop Europa?
– Et slag på tasken, så kommer der 4 billioner ål til om året. Men det, jeg sagde dengang til en konference var, at der er flere ål end mennesker. Ålen yngler i en tidligere alder end mennesker, og de producerer større mængder afkom end mennesker. Derfor kan de hurtigt genoprette bestanden, men man skal huske, at dødeligheden blandt ål er større end menneskers, forklarer Willem Dekker og fortsætter:
– Bestanden er stadig lav i forhold til for 50 år siden, men der er stadig en stor bestand derude. Så hele diskussion om, hvorvidt bestanden er ved at uddø, giver ikke mening, da der er mange ål derude. Og IUCN har aldrig udtalt, at ålen er ved at uddø, men alligevel bliver de citeret for det igen og igen.
Ifølge Willem Dekker, så er bestanden af ål i Europa større, end de grønne organisationer vil have os til at tro. Betyder det så, at det faktisk er acceptabelt at fange og spise ål?
– Hvis hvert medlemsland overholder reguleringen og lader 40 procent af bestanden være, så er det ikke et problem for mig. Om man spiser ål eller ej er for mig lige så vigtigt en snak som om problemerne med vandturbiner. Der er ingen grund til kun at fokusere på, om man skal spise ål i debatterne. Om ålen er død i en vandturbine eller fanget af en fisker er for mig det samme. En død ål er en død ål, siger Willem Dekker og kommer med en afsluttende bemærkning:
– Faktum er også, at hvis man fuldstændig forbyder ålefiskeriet, så vil der stadig blive fanget ål, det vil bare være ulovlige fangster. Det er langt bedre at tillade ålefiskeri, indenfor reguleringens rammer, og på den måde kunne monitorere fiskeriet og sikre, at der ikke foregår ulovligt fiskeri. På den måde har vi også et bedre overblik over bestandens størrelse og fremgang. Vi må også tage fat på den reelle dødelighed blandt ålen, hvor den faktisk forekommer – og det gælder ikke kun fiskeriet.
