Flere ændringer i MSC-certificeringen

Tunge får sin MSC-certificering tilbage. Til gengæld mister mørksej det blå mærke, og to fiskerityper suspenderes

Der er både gode og mindre gode nyheder til de fiskere og opkøbere, som arbejder med MSC-certificeret fiskeri i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat.

Den seneste audit af det store, fælles certificeringsprojekt mellem Danmark, Sverige, Tyskland og Holland har nemlig ført til flere opdateringer.

Et af de positive resultater er, at MSC-suspenderingen af tunge i Nordsøen nu løftes.

– Det fremgår endnu ikke af det officielle certifikat online, men der er udsendt information om løftet af suspenderingen, og det gælder med det samme, fortæller biolog i Danmarks Fiskeriforening, Sofie Smedegaard Mathiesen.

Mindre positivt er det, at mørksej mister sin MSC-certificering. Den bliver officielt suspenderet den 30. juni 2025.

– Det er vi meget ærgerlige over. Der har været en rigtig lang diskussion mellem fiskerierne og certificeringsbureauet om det, og vi har sat spørgsmålstegn ved rationalet. I harmoniseringen med andre mørksejfiskerier har eksperterne heller ikke været enige hele vejen rundt, men der tæller laveste score, siger Sofie Smedegaard Mathiesen.

To fiskerityper suspenderes

Derudover bliver to fiskerityper suspenderet:

TR2 (trawl 70-100 mm) i Nordsøen, fordi der med redskabet fanges jomfruhummere fra en bestand, der ikke vurderes at have det godt.

SN (garn) i Skagerrak og Nordsøen, grundet manglende sikkerhed i data om bifangst af havfugle i disse fiskerier.

Der er dog håb for garnfiskeriet.

Danmarks Fiskeriforening arbejder i øjeblikket på at gøre bifangstdata fra fartøjer med kamera tilgængelige for certificeringen.

– Vi håber, at vi kan få fjernet suspenderingen af garnfiskerierne, inden den træder i kraft den 30. juni 2025, siger Sofie Smedegaard Mathiesen.

Hun tilføjer dog, at der ikke er nogen garanti for, at det lykkes:

– Der er en risiko for en periode uden MSC, men vi gør alt for at få en kort proces på dette arbejde, da vi mener, at vi har det nødvendige data fra kamerafartøjerne, siger hun.

– Her vil jeg altså gerne sige tak til de fartøjer, der har kamera ombord og til Lotte Kindt-Larsen fra DTU Aqua for samarbejdet ind i MSC-processen. Uden DTU Aqua’s arbejde og fiskernes velvillighed til at tage kamera ombord, ville vi slet ikke kunne nå i mål med dette – og det er selv om, vi også har mange fiskere, der er gode til at registrere bifangster i Mofi-app’en, siger Sofie Smedegaard Mathiesen.