Det er efterhånden ved at være længe siden, at regeringen nedsatte Fiskerikommissionen og varslede, at en ny kurs for dansk fiskeri var på vej.
Men selvom en aftale endnu ikke er på plads, så er politikerne i fuld gang, forsikrede fiskeriminister Jacob Jensen (V), da han deltog i Danmarks Fiskeriforenings generalforsamling.
– Vi er i øjeblikket i fuld gang med at forhandle om de i alt 34 initiativer i regeringens udspil, sagde ministeren og understregede, at han godt ved, at fiskerne især har brug for en afklaring på CO2-afgiften, som regeringen har lovet at sætte på pause frem til 2030:
– Jeg er enormt opmærksom på, at I stadig betaler afgiften, hver gang I tanker. Og at det tager tid at få landet en ordentlig aftale. Så jeg forstår godt jeres utålmodighed. Og at det er svært at overbevise banken om, at de ”bare” skal stole på politikernes ord. Jeg kan garantere, at vi skynder os alt, hvad vi kan. Men jeg vil hellere lande en god aftale, der har taget lidt længere tid – end en dårlig aftale i morgen.
Foruden CO2-afgiften er et af de mest omtalte punkter i fiskeriforhandlinger regeringens forslag om at lukke Bælthavet og områder i Kattegat for fiskeri med bundslæbende redskaber. Ministeren forklarede, at han godt ved, at fiskerne er frustreret over dette, men at han mener, at det er nødvendigt, og at regeringen er klar med økonomisk støtte til at omstille fiskeriet.
– Jeg er sikker på, at den kommende aftale vil sikre bedre og mere stabile rammevilkår for fiskeriet i en årrække, så fiskeriet går fremtiden i møde med lidt mere ro i maven. Det er afgørende, at vi finder nogle balancerede og langsigtede løsninger.