Skrogoptimering, dobbeltpropeller eller hvad med nye hybrid-teknologier?
Sådan lød nogle af de ideer til energioptimering, som Ole Jakobsen fra OK Energy Solution kom med til generalforsamlingen i Danmarks Fiskeriforening.
Her havde han et indlæg om, hvordan man kan lave grøn omstilling i dansk fiskeri. Ifølge energirådgiveren er der mange håndtag at trække i.
– Optimering af fartøjet er afgørende. Det er et godt sted at starte, fortalte Ole Jacobsen og satte fokus på skrog, drivline, propeller mm.
Også redskaberne kan man se nærmere på, påpegede Ole Jakobsen. Der er fx trawltyper og særlige trawldøre, som kan nedsætte brændstofforbruget. Og så er der valget af brændstof. Med CO2-afgiften er diesel blevet en varm kartoffel, men er der egentlig alternativ?
– Ren el tror jeg ikke på. Det giver en for lille rækkevidde, men der bliver udviklet og arbejdet på en række alternative brændstoffer, sagde Ole Jakobsen.
Som det er i dag, er ingen af dem dog helt problemfrie. Fx er ammoniak farligt for både mennesker og miljø, og brint mangler infrastruktur i havnen. Metanol er det alternativ, der ligger først for, dog gjorde Ole Jakobsen opmærksom på, at dette brændstof fylder dobbelt så meget som diesel.