Til generalforsamlingen i Læsø Fiskeriforening lørdag d. 15. marts startede formand Thomas Christiansen ud med at fortælle, at fiskeriet har mange venner og mange vil fiskeriet. Uanset hvem fiskerne taler med, så mener næsten at alle, at selvfølgelig skal der være et fiskeri omkring Danmark, og selvfølgelig skal man kunne spise danske vildtfangede fisk. Og mange af de politiske venner besøger øen i Kattegat og tilkendegiver, at selvfølgelig skal der være fiskeri fremover.
– Men så er det, at de skal vælges igen. Så er der en horde af mennesker, der aldrig sat deres ben i nærheden af en havn, aldrig har set hvor fisken i disken kommer fra, faktisk aldrig rigtig har set, hvor noget i disken kommer fra. De mener at alt skal være grønt, og dermed mener de, at naturen, bortset fra hvor de bor, ikke må røres ved. Og de når meget længere ud med deres budskaber end de mennesker, vi kan nå på runden fra industrien til færgen.
– Og det er der stemmerne er, og så er alt fornuft desværre fuldstændigt lige meget. Vi erkender fuldt ud at vores fiskeri påvirker naturen, men det gør alt menneskelig aktivitet. Men skal vi have noget at spise, så er fiskeriet noget af det, der påvirker mindst, lød det fra Thomas Christiansen.
Problemer med manglende torsk
– Vi kan ikke komme igennem en beretning uden kameraovervågning, Jeg troede, at debatten stoppede; vi fik en frivillig ordning og nogle fordele ved at være med. Men det er godt nok begrænset, hvad man får. De har taget de ekstra torsk vi fik for at deltage, og har samtidig generet dem uden kamera lidt ekstra, sagde han og fortsatte:
– De skal nu have 50 kilo torsk ved hvert kvartals start. Alligevel tror jeg, at hovedparten af Kattegat fiskerne har meldt sig på etteren. Det har været en utrolig lang proces og jeg troede at nu var det slut.
Han fortalte, at torsk er en begrænset ressource for fiskerne i Kattegat, og de torsk, som er, de skal kunne fanges. Derfor finder han det ærgerligt, at der ligger en stor mængde i Hvide Sande/Thyborøn-puljen, når de fleste fiskere i Læsø Fiskeriforening fisker i Strandby-puljen.
– Derud over er der mange torsk låst i kystfiskerordningerne. Det kan blive et kæmpe problem for vores fiskere, derfor håber jeg, at man kan blive enige om at lægge de to puljer sammen, det vil også gøre det nemmere at udnytte de andre begrænsede kvoter. Og ikke mindst få nogle af de torsk ud af kystfiskerordningerne, for bliver de ikke fisket, så skal de ud på markedet.