Bestandene af sæler i danske farvande har været i kraftig fremgang, siden man vedtog at beskytte dem i 1970’erne.
Det har betydet, at en større andel af fiskere oplever skader på fisk i deres garn eller skader på deres redskaber.
Omfanget heraf har dog været svært at dokumentere, og konkrete estimater af fiskeriets reelle omkostninger ved skaderne er ikke tilstrækkeligt belyst.
DTU Aqua har derfor i samarbejde med Danmarks Fiskeriforening og Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri sat sig for at undersøge omfanget af sælskadet fisk i garnfiskeriet samt skader på redskaberne.
Dette sker via flere forskellige undersøgelser, men en vigtig del er at inddrage fiskernes egne oplevelser.
Derfor beder Danmarks Fiskeriforening nu alle medlemmer, der fisker med garn, om at deltage i en kort online undersøgelse om deres oplevelser af problemets omfang.
– Det er vigtigt, at vi får fiskernes oplevelser fra havet ind på forskernes og myndighedernes skriveborde, så vi kan sikre, at problemstillingen og omfanget af bliver synliggjort og på sigt anerkendt bedre end i dag, siger Allan Buch, næstformand Danmarks Fiskeriforening.
Spørgeskemaundersøgelsen tager ca. 5-10 minutter at besvare, og du bør modtage et link fra din lokalforening.
Hvis ikke du ikke har modtaget et spørgeskema, er du velkommen til at kontakte DFPO. Du kan også få adgang til undersøgelsen ved at scanne QR-koden ved siden af artiklen.
Da DanFish er lige om hjørnet, har du også mulighed for at kigge forbi DFPO’s eller DTU Aquas stand på messen og udfylde spørgeskemaet. Disse stande finder du i Hal F.
Her har du desuden mulighed for at høre et oplæg ved Lotte Kindt-Larsen fra DTU Aqua om, hvad vi ved om bifangster af beskyttede arter i garnfiskeriet. Dette sker tirsdag d. 7. oktober kl. 11.30.
Projektet om sælskadet fisk er støttet af Fiskeafgiftsfonden.