I slutningen af april tikkede der en besked ind i Kim Lykke Petersens e-Boks fra kommunen.
Det vakte først en vis undren hos fiskeren, men hurtigt kom han i tanke om en aftale, han havde indgået med en far og søn fra Øster Alling lidt uden for Auning i Norddjurs Kommune.
– Axl og hans far ringede til mig på et tidspunkt og hørte, om han kunne komme i praktik hos mig og komme med ud at fiske. Det kunne han selvfølgelig godt, fortæller Kim Lykke Petersen.
Han fisker til hverdag med sin enmandstrawler, RS 73 Annika, i Kattegat, hvor han primært fanger jomfruhummere.
Men i en lille uges tid i begyndelsen af maj blev besætningen udvidet til to, da Axl Bang Jørgensen kom i erhvervspraktik som fisker.
– Jeg forklarede ham, hvordan det hele foregik, og jeg tænkte, at nu skulle han også have lov til rigtigt at prøve det. Så Axl sad i stolen og sejlede skibet, han fik lov til at fire trawlet ud og var også med til at sortere fangsten, siger Kim Lykke Petersen.
Skulle vænne sig til natarbejdet
14-årige Axl Bang Jørgensen går til dagligt i folkeskole i Auning og har egentlig ikke noget kendskab til fiskeriet, men har altid interesseret sig for naturen.
Derfor var det oplagt at spørge Kim Lykke Petersen, om han kunne komme i erhvervspraktik på kutteren.
– Jeg har altid haft en interesse for naturen, så jeg syntes, det kunne være fedt at prøve noget andet end det, jeg var vant til, siger Axl Bange Jørgensen.
Det skulle egentlig have været fem dage på havet for den unge praktikant, men på grund af vejret blev det kun til tre dage – alligevel til stor begejstring for praktikanten.
– Jeg kunne virkelig godt lide det, og det var fedt at være sammen med Kim. Jeg fik lov til at prøve stort set det hele, og han var sjov at være sammen med, siger han og tilføjer:
– Jeg har lært meget af det. Men det var også rimelig hårdt at vænne sig til at være ude om natten.
Hver fangstrejse sluttede af med en is, inden den stod på en velfortjent omgang søvn.
Se billederne fra ugen:
Det skal være en god oplevelse
Det var ikke kun en god oplevelse for Axl Bang Jørgensen.
For selvom RS 73 Annika er designet til, at det kun er Kim Lykke Petersen, der er ombord, så var det også en god oplevelse for ham.
– Nogle gange var der ikke helt plads nok til os begge, men vi fandt selvfølgelig ud af det, og det var sgu rigtig fint at have ham med, det synes jeg, siger Kim Lykke Petersen.
Den ene uges praktik har da også givet Axl Bang Jørgensen nye overvejelser om hans fremtidige karriere.
– Efter at have prøvet det er det da med i overvejelserne. Jeg har jo altid gerne ville arbejde med naturen på en eller anden måde, siger han og fortæller, at der har været snak om en ny fangstrejse i løbet af sommeren.
Skulle der være andre, der henvender sig til Kim Lykke Petersen om erhvervspraktik på hans kutter, så er han ikke afvisende overfor igen at tage en praktikant med ombord til fiskeri på Kattegat.
– Det skal helst være om sommeren og med ordentligt vejr, men det finder vi selvfølgelig ud af, for vi skal give de unge en god oplevelse, så vi forhåbentligt også kan finde nogle nye fiskere, siger Kim Lykke Petersen.