– Jeg har været med til mange fiskeauktioner, og jeg kan jo se, at kun cirka en tredjedel af auktionshallen i dag bliver brugt.
Sådan siger arkitekt Line Tanderup Nielsen til Dagbladet Holstebro. Hun har netop skrevet en kandidatafhandling, hvor hun gentænker auktionshallen i Thorsminde og det tilhørende isværk.
I sit projekt vil hun nedsænke en lang stang af hotelværelser midt i auktionsbygningen. Ideen er at transformere auktionshallen til badehotel og fiskerestaurant med badehus og havnebad.
Auktionshallen er der selvfølgelig stadig. Men fra hotelværelser og restaurant kan man kigge ind og følge dagligdagen, når fisken kommer ind, bliver sorteret, kommer på auktion og afhentes.
Line Tanderup Nielsen er opvokset i Vinderup, mens hendes svigerfamilie er fra Thorsminde. Hun understreger, at der blot er tale om et “skole/drømme projekt”, men har talt med byens beboere, som synes, at det lyder spædende.