Vestfisk A/S i Hvide Sande A/S driver også en webshop, der nu går efter at få flere kunder, ved at skifte navnet ud. Indtil videre har deres netbutik heddet fish4you.dk, men det bliver nu ændret til friskfangetfisk.dk, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern
Ejerne af Vestfisk A/S og dermed også af netbutikken fish4you.dk har været i kontakt med en ekspert i netbutikker, og han stillede de to ejere, Henrik S. Nielsen og Torben Høj, et enkelt spørgsmål: “Hvad er det, I handler med?”, hvortil svaret lød: “Friskfanget fisk”. Dermed blev det afgjort, hvad netbutikken skulle hedde – og nu er det blevet mere tydeligt, hvad det er, netbutikken handler med.
Henrik S. Nielsen og Torben Høj etablerede sig i 2012 med Vestfisk A/S i Hvide Sande – og fire år senere fik de en god idé.
– Vi tænkte, at det kunne være sjovt at komme tættere på den danske forbruger. Vi køber nye fisk hver dag, så det kan ikke bliver mere frisk, siger Henrik Nielsen omkring oprettelsen af netbutikken.
Fiskeskipper Verner Møller, RI 468 Juli-Ane er også med i internet-forretningens ejerkreds, lige som han leverer en del råvarer til butikken fra sit fartøj. Det har været med til at skabe ekstra tryghed hos kunderne.
Mens Vestfisk køber og sælger fisk i ind- og udland og primært sælger til grossister, henvender webshoppen sig udelukkende til danske forbrugere, der har lyst til at få en friskfanget rødspætte på tallerkenen.
Fordobling år for år
Omsætningen i netbutikken er iden starten i 2016 fordoblet fra år til år.
– Vi har overvejet at lukke det et par gange, men nu er vi begyndt at tjene penge. Det går fremad, så vi giver det en chance, siger Henrik Nielsen.
friskfangetfisk.dk sælger i et spekter fra familieportioner med eksempelvis 800 gram skrubbefileter til større forsendelser med titler som ‘Familiekassen’, ‘Gourmetkassen’, ‘Skaldyrskassen’ – og for tiden også en ‘Julefrokostkassen’, der blandt andet frister med friske rødspætter, koldrøget laksefilet og rejer.