Ejer og grundlægger af Sæby Fiske-Industri, Christian Vanggaard, er ikke længere iblandt os. Han gik bort d. 20. april i en alder af 94 år. Det skriver adm. direktør og bestyrelsesformand i en nekrolog.
Med Christian Vanggaard ved roret er Sæby Fiske-Industri vokset til Nordeuropas mest markante virksomhed til produktion og salg af makrelkonserves.
Virksomheden blev grundlagt i 1947, og har siden været i konstant udvikling.
I 1962 opførte Vanggaard en rejefabrik og i 1971 en makrelfabrik. Rejefabrikken blev sidenhed solgt fra, og al fokus rettet mod makrelproduktion. I 80’erne opførte Christian Vanggaard et ny fabriksanlæg i Sæby, og det blev senest udbygget i 2016.
Sæby Fiske-Industri har i dag en produktionskapacitet på ca. 150 millioner dåser årligt og solgte og producerede i 2019 omkring 120 millioner dåser med makrelkonserves.
I 1984 stiftede Christian Vanggaard ”Vanggaard Fonden”, med henblik på, at fonden efter hans død skulle eje Sæby Fiske-Industri. Gradvist har fonden overtaget ejerskabet, der efter stifterens død vil eje 80 procent af aktiekapitalen. Det er nu op til fondens og virksomhedens bestyrelse sammen med direktion og medarbejde at bevare og udvikle virksomheden.
Begravelsen fandt sted ved en inviteret ceremoni fredag d. 24. april fra Sæby Kirke.
Æret være Christian Vanggaards minde.