RI 236 Lisbeth Frich: Vi kan da holde skindet på næsen

Hvide Sande-fisker Jens Frichs to fartøjer RI 236 Lisbeth Frich og RI 428 Nordkysten er på fiskeri i Skagerrak, hvor der fiskes jomfruhummere og fisk

Den står på fiskeri i Skagerrak for Hvide Sande-fisker Jens Frichs to fartøjer RI 236 Lisbeth Frich og RI 428 Nordkysten.

– På Nordkysten har vi lige rigget om til at fiske efter hummere. På Nordkysten er udfordringen ved at fiske fisk, at vi ikke kan søpakke dem. Det gør, at landingsomkostningerne er højere. Hummerne kan vi til gengæld lande direkte til fabrikken. Men ellers har vi fisket blandet fisk, mest rødspætter, siger Jens Frich.

– Der er tryk på oppe i Skagerrak. Sådan går det, når man udelukker folk fra at fiske i de andre farvande, men vi kan da holde skindet på næsen, og vi har haft noget fantastisk vejr i både oktober og november, siger han.

Han er til gengæld bekymret for, hvad det kommer til at betyde for dansk fiskeri, når CO2-afgiften indføres efter nytår.

– Det er fuldstændig vanvittigt. Konsekvensen bliver, at nogle af de allerdygtigste fiskere, vi har herhjemme, ender med at sælge deres fartøjer til udlandet, og det gør altså ikke, at der bliver udledt mindre CO2. Det giver ingen mening, siger Jens Frich.