Thyborøn-formand fylder rundt

Formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Alfred Fisker Hansen, fylder 60 år

Alfred Fisker Hansen ses her i styrehuset på sit fartøj L120 Linette. Foto: Svend Boye Thomsen

I dag onsdag den 13. november fylder Alfred Fisker Hansen 60 år.

For nogen kan det måske virke overvældende eller ligefrem skræmmende at blive 60, men formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening tager det med ophøjet ro.

– Jo tættere vi er kommet på dagen, jo mere har det jo set ud til, at jeg faktisk ville nå det – altså at fylde 60, griner Alfred Fisker Hansen.

På selve dagen, i dag, bliver fødselsdagen fejret med de nærmeste, men fejringen bliver ikke ved det.

– 15. november holder Thyborøn Havns Fiskeriforening en reception på La Mar for mig, min familie, mine kolleger, samarbejdspartnere og dem, som vil ønske mig tillykke.

– Om lørdagen holder jeg så den store private fest for familie, venner, jagtvenner og kolleger. Det skulle gerne være sådan en fest, der giver lidt ondt i håret dagen efter, fortæller han.

Aldrig villet andet

Når man nu hedder Fisker til mellemnavn, så forpligter det på en eller anden måde til, at man selv bliver fisker. Og heldigvis lod fødselaren sig ikke lokke af alt muligt andet, dengang han skulle vælge sig en karrierevej.

– Jeg har altid vidst, at jeg skulle være fisker. Der var aldrig rigtig lagt op til andet fra min side. Min far, farfar, oldefar og tipoldefar var fiskere, så det kom ret naturligt for mig, at det skulle jeg også være. Da jeg gik ud af 10. klasse, begyndte jeg at fiske, og jeg har aldrig set mig tilbage, siger fødselaren.

Af uddannelse er det blevet til en 10. klasses eksamen og til en uddannelse som skipper af 3. grad.

Endte der ved et tilfælde

Alfred Fisker Hansen kommer faktisk slet ikke fra vestkysten. Dengang i 1964, da han kom til verden, der skete det på toppen af Danmark i Skagen.

– Da jeg var fem år, flyttede vi til Randers, da min far sejlede langfart med forskellige skibe i nogle år. Og så, først i 70’erne, flyttede vi til Hanstholm, hvor jeg så voksede op, fortæller han.

Han griner i dag selv over, at han faktisk endte med at rykke til vestkysten. For havde man spurgt en ung Alfred, om han ville bo i Thyborøn, så ville han have sagt, at det aldrig ville komme til at ske.

– Men jeg endte der jo, hvilket var fordi, jeg fik hyre på et skib. Det var godt nok hos en Hanstholm-mand, men han sejlede fra Thyborøn. På et senere tidspunkt skiftede jeg mellem to Thyborøn-skibe, og der var nogle af de lokale, som bemærkede, at jeg da godt kunne finde ud af at fiske. Så blev jeg tilbudt af familien Langer, at jeg kunne købe en part i deres skib, fortæller han om det, der blev startskuddet til, at familien Fisker Hansen endte på vestkysten.

For dengang, da Alfred Fisker Hansen købte part i Langer-fartøjet, boede han og fru Susanne i Thisted. Familien havde lige fået deres tredje barn, og huset var blevet for lille til den fem mand store familie. Efter flere forsøg på at finde det helt rigtige hjem, forslog Susanne, om de ikke skulle forsøge sig med Thyborøn.

– Men der fandt vi heller ikke det rigtige. Så prøvede vi med Harboøre, og der har vi så boet i de sidste 23 år, og nu kommer vi aldrig til at flytte derfra, erkender han.

Om at blive formand

I 2005 blev han medlem af bestyrelsen i den lokale fiskeriforening. Og nu, godt 20 år senere, har han kunnet kalde sig for formand i Thyborøn Havns Fiskeriforening fem år.

– Da jeg meldte mig ind i foreningen, havde jeg ikke regnet med, at jeg skulle blive formand på et tidspunkt. Men jeg havde ti år som næstformand, og i de sidste fem år af den periode talte daværende formand Kurt Madsen om, at han overvejede at stoppe.

– Der var en anden kandidat til posten som formand, en som jeg forventede ville blive det, men han ville ikke. Og derfor endte jeg med at blive formand, forklarer Alfred Fisker Hansen om dengang, hvor han blev formand for Thyborøn Havns Fiskeriforening.

Og nu kan formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening lade medlemmerne, vennerne og familien være med til at fejre sig den 15. november i anledning af den runde fødselsdag.

Fra Danmarks Fiskeriforening og Fiskeri Tidende skal der også lyde et stort tillykke med den runde dag.