Fadæse koster Jobi Værft millionordre

Fejl hos Kammeradvokaten betyder, at Jobi Værft mister ordre på 30 mio. kr.

Jobi Værft i Strandby havde oprindeligt vundet et udbud på ombygning af to skibe, der skal bruges som miljøskibe i de danske farvande.

Men en fejl hos Kammeradvokaten er årsag til, at udbuddet skal gå om, og Jobi Værft mister dermed den store ordre på 30 mio. kr., skriver Nordjyske.dk.

I det oprindelige udbudsmateriale er der stillet krav om en uhensigtsmæssig høj økonomisk garantistillelse fra skibsværftet i forbindelse med ombygning. En fejl som ærgrer vicedirektør i Miljøstyrelsen Lars Møller Christiansen.

– Det er meget beklageligt, at det ikke er lykkedes at indgå aftale om ombygning af skibene, og at vi derfor skal ud i genudbud. Men vi må henholde os til, at Kammeradvokaten konkluderer, at der for nuværende desværre ikke er andre juridisk holdbare alternativer end at gå i genudbud, siger han.

Snydt to gange

Det er rent faktisk anden gang, Jobi Værft bliver snydt for ordren på de to miljøskibe. 

Første gang var man som det sidste tilbageværende værft i månedlange forhandlinger med Miljøstyrelsen og Kammeradvokaten om at rette opgaven til, da man i slutningen af 2018 fik besked om, at alt var opgivet, fordi prisen var for høj.

Denne gang havde administrerende direktør Jesper Faurholt Jensen faktisk fået meddelelsen om, at værftet havde vundet opgaven.

– Vi modtog tildelingsskrivelsen 23. januar og havde forberedt os på opgaven, men nu har jeg så fået meddelelsen om, at det hele skal gå om. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Det er en kæmpe skuffelse, siger han.

Ikke nok med at Jobi Værft mister ordren på de to miljøskibe, så har de også haft betydelige omkostninger i forbindelse med de to udbudsrunder, som de har været med til.

–  Det er mange tusind kroner. Vi benytter for eksempel underleverandører til 3D-tegninger og har selv brugt mange timer i begge forløb. Dertil kommer, at jeg nu står med en tom hal og nogle medarbejdere, som var afsat til opgaven. Det er jo en kæmpe opgave for et lille værft som vores, siger han.

Når opgaven kommer i udbud igen, bliver det højst sandsynligt uden Jobi Værfts medvirken.